Sådan spotter du falske mails og sms'er

20.09.22
Mailen med to flybilletter til 80 kr. eller sms’en fra PostNord med nem betaling af restportoen på din pakke. Det kan være svært at vurdere, om en henvendelse er fup eller ægte. Men ved at holde øje med små detaljer kan du spotte svindlerne.

Vi bliver alle draget af henvendelser med gode og nemme tilbud, og vi reagerer instinktivt på en potentiel risiko, der skal handles på. Fx en mail om at opdatere virusprogrammet. Eller en sms om gevinst i en konkurrence, vi knap kan huske at have deltaget i. Men husk at trække vejret en ekstra gang, og undersøg mailen eller sms’en for tegn på svindel, inden du klikker. 

Seks tegn, der kan afsløre et fuptilbud:

  • Kræves der, at du sender dine personlige oplysninger?
  • Er der sprog- og stavefejl?
  • Ser eventuelle links underlige ud?
  • Skifter præmisserne undervejs i korrespondancen?
  • Ser afsenderadressen underlig ud på mailen?
  • Får du henvendelser fra afsendere, du ikke har en relation til?

1: Personlige oplysninger kræves
Hvis afsenderen beder dig om at sende dine personlige oplysninger, skal du være skeptisk. Du skal aldrig sende personlige oplysninger som for eksempel bankkontonumre, personnummer eller kodeord over hverken mail eller sms. Hvis du bliver bedt om det, kan du være sikker på, at det er fup.

2: Stavefejl og sproglige fejl
Mange falske henvendelser er fyldt med stavefejl og mærkelige formuleringer. Det kan være tegn på, at teksten er oversat direkte fra et andet sprog, evt. af en maskine. Svindlerne bag er nemlig ikke nødvendigvis danskere, bare fordi teksten er på dansk.

 Hold derfor øje med dårligt formulerede sætninger, og atypisk dansk sprog og manglende æ, ø og å.

3: Underlige afsenderadresser på mail
Når du modtager en mail med et tilbud, skal du tjekke afsenderens e-mailadresse. Hvis den ikke stemmer overens med afsenderes navn, eller hvis den er meget lang og kompliceret, så er det sandsynligvis fra en utroværdig kilde, og henvendelsen kan meget vel være fup.
 

4: Underlige links
Links i mails og sms’er er ikke nødvendigvis et faretegn, men du skal være opmærksom, før du klikker. Fx et link til sunhedsstyrelsen.dk uden ’d’. De falske links kan føre dig til en hjemmeside, der automatisk installerer virus eller overvågningssoftware, så snart du har klikket.

Linket i sms’en er falsk. Det hedder sundhedsstyrelsen.dk, ikke .net.

5: Henvendelser fra afsendere, som du ikke har en relation til
Får du mails fra Microsoft om at opdatere Windows, selvom du bruger en Mac-computer? Eller præmiebeskeder fra konkurrencer, du ikke har deltaget i? Så er der stor sandsynlighed for, at der er tale om svindelbeskeder, der er sendt bredt ud, i håb om at bare nogle enkelte går i fælden.
 

6: Præmissen skifter undervejs
Hvis afsenderen beder om én ting i den første henvendelse og en anden ting senere, kan det være tegn på svindel. Fx kan en mail lokke med, at du har mulighed for at gøre et køb til en exceptionel god pris, men når du senere i forløbet modtager bekræftelses-sms’en, er prisen en anden, eller du skal nu indtaste dine NemID/MitID-oplysninger. Hold derfor øje med, hvad du bliver bedt om, og vær opmærksom på at tjekke priser m.m. i bekræftelses-sms’er.

7: Tjek, hvilke fuphenvendelser der er i omløb for tiden
Svindlerne er kreative og udvikler hele tiden nye tricks til e-mails og sms’er, som kan få dig til at gå i fælden. Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden har derfor udviklet appen ”Mit digitale selvforsvar”, hvor du kan se, hvilke svindeltricks der er i omløb. Appen bliver hele tiden opdateret med advarsler med de nyeste fuphenvendelser.

Hent Trygfondens og Forbrugerrådet Tænks app i App Store til iOS og Google Play til Android:

Hent Mit digitale selvforsvar til IOS

Hent Mit digitale selvforsvar til Android

IT-Stuen 
Har du brug for hjælp, så husk at du kan besøge IT-Stuen på Posthuset i Ballerup. Her sidder en masse dygtige frivillige klar til hjælpe dig med b.la. MitID, borger.dk og andre IT problematikker. Se åbningstider her.  

 

(Billede og tekst: sikkerdigital.dk)