Solskærm vs. mobilskærm

30.06.23
Sommeren brager derudad, så nu er det måske meget sundt at tage en pause under solskærmen og blive klogere på dine skærmvaner.

I en verden, hvor det næsten er uundgåeligt at gå gennem livet uden at bruge en eller anden form for skærm, kan det være interessant og virkelig brugbart at forstå psykologien bag vores skærmvaner. Og hvad nu hvis man gerne vil ændre sine vaner?

Dokumentarfilmen Screened Out, som lige nu kan ses på Filmstriben (og ja, på en skærm), udforsker konsekvenserne af skærmoverforbrug, mens bogen Hov, et egern! (som b.la. er en del af Bibliotekets udvalgte) giver en dybdegående indsigt i den psykologi, der driver vores digitale tjekkeadfærd og kommer med helt håndgribelige metoder og råd til at ændre dem.

Screened Out
Filmen Screened Out tager os tæt på den globale digitale afhængighedsepidemi, og udforsker de fysiske, mentale og sociale konsekvenser af vores skærmforbrug og stiller spørgsmålstegn ved, hvordan teknologigiganter manipulerer vores adfærd for at fastholde vores opmærksomhed. Filmens formål er at give en hjælpende hånd til at forstå omfanget af problemet og samtidig prøver den at motivere os til at tage kontrol over vores digitale liv.

Hov, et egern!
Forfatteren Anders Colding-Jørgensen kortlægger i bogen Hov, et egern! en omfattende forståelse af de psykologiske mekanismer, der ligger bag vores trang til konstant at tjekke vores digitale enheder. Gennem forskningsbaserede indsigter og nemme praktiske øvelser lærer man at identificere og ændre sin vanemæssige adfærd i forhold til skærmtid og i sociale kontekster. Bogen tilbyder strategier til at skabe sunde digitale vaner og genoprette en balance mellem den digitale og virkelige verden.

Så hvis du er interesseret i at få indsigt og gode råd til livet med skærme, kan vi kun anbefale at starte med de ovennævnte værker. Formålet med begge titler er at forstå vores skræmafhængighed, så vi kan tage aktive skridt til at ændre vores adfærd og genoprette en sund relation til teknologien. Men det er vigtigt at huske, at man kun skal gøre det, som fungerer for én selv. Brug dem som inspiration og find din egen vej og metode.

HUSK - hvis du har brug for tips, tricks og gode råd, kan du finde hjælp på vores hjemmeside, hvor du kan blive klogere på alt muligt digitalt under sektionen Dit Digitale Liv. Her har vi samlet en masse information, der forhåbentlig kan være en lille vejviser i den store digitale jungle.

Så slip mobilskræmen og find solskræmen frem - God sommer.
 

Materialer