Det læser forfatter Birgithe Kosovic

Tre bøger den prisvindende forfatter læser lige nu

Her på biblioteket glæder vi os til at få besøg af forfatter Birgithe Kosovic, når vi inviterer indenfor til et spændende helaftensarrangement i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag fredag den 8. marts - læs mere om arrangementet her. 

Vi har spurgt den prisvindende forfatter, hvad hun læser for tiden. Læs med her: 

Rudolf Höss: 'Kommandant i Auschwitz’:

Denne bog genlæser jeg for at se hans beskrivelser af, hvordan han stod og kiggede ind gennem glugøjet til gaskammeret, da hans medarbejdere havde bygget kammeret og gennemført prøver på det. Nu skulle han godkende det, og han fortæller, at han ikke kunne holde ud at se derind, men at han var nødt til at holde sit blik derinde, for medarbejderne stod omkring ham, og de skulle slå folk ihjel på denne måde hver dag, og hvordan kunne de det, hvis han ikke kunne gennemføre at se det bare én gang?

Naja Marie Aidt: 'Øvelser i mørke’:

Aidt skriver om at være traumeramt, så man mærker, at hun ved, hvad hun skriver om. Det er ikke så meget voldtægten, som det at leve med et traume, der optager mig ved denne bog, og muligvis har Aidt haft det på samme måde, da hun skrev den. Det interesserer mig meget, hvad erfaringer med rædsel gør ved os, og det beskriver hun med en detaljeret registrering, som gør indtryk.

Marianne Stidsen: ‘Med lov skal land nedbrydes’:

Hvordan dømmes der efter den nye samtykkelov? Det beskrives her med en række cases, hvor unge mænd dømmes for voldtægt i sager, hvor det står påstand mod påstand, og hvor tvivlen ikke kommer den anklagede til gode. Bogen beskriver en kafkask jura og dens konsekvenser for konkrete unge mænd. Men den har større perspektiv, for den nye jura kommer til at få omfattende betydning for mødet mellem de to køn.

Foto: Ole Haupt

Materialer