Vores yndlingsbøger fra 2023

13 anbefalelsesværdige bøger fra 2023

”“Jeg er glad for at min mor døde” af Jennette McCurdy, blev - lidt overraskende - årets læseoplevelse for mig. McCurdy, som du måske kender som ”Sam” i Nickelodeon serien ”I-Carly”, beskriver livet som barnestjerne med rå ærlighed og humor. Hun udfolder sit yderst komplicerede forhold til sin mor, der presser hende til at spille skuespil fra hun er 6 år gammel. McCurdy skriver vanvittigt godt, og hun formår at kortlægge de overgreb hendes mor begik samtidig med, at man fornemmer den dybe kærlighed, der også ligger i mellem dem.”

Sådan skriver vores litteraturformidler Sarah om årets bedste bog fra 2023. Herunder kan du læse, hvilke bøger bibliotekets øvrige formidlere Marie, Jakob, Nina og Cecilie vil anbefale fra det forgangne år. 

”Flugt” af Carl Frode Tiller var populær hos såvel Cecilie som Jakob. 

Jakob var derudover umanérligt glad for den roste digtsamling ”Nye balancer” af Caspar Eric og ”Boystown” af Rebecca Makkai.

Cecilie vi kraftigt anbefale to bøger med danmarkshistoriske temaer; nemlig den populære ”De bedste familier” af Kim Blæsbjerg og ”Hver gang du trækker vejret indånder du støvet fra vores knogler” af Ditte Holm Bro. Hvis du er til en hyggelig læseoplevelse a la Fredrik Backman, vil Cecilie anbefale "Folk som sår i sne" af svenske Tina Harnesk.

Marie og Nina var helt enige om, at ”Djævlebogen” af Asta Olivia Nordenhof var en af årets helt fantastiske læseoplevelser. Bogen er en del af serien Scandinavian Star, men de to formidlere lover, den kan læses uafhængigt at ”Penge på lommen”. 

Marie vil også anbefale to korte, men stærke, læseoplevelser; nemlig "Mente I det" af Thomas Korsgaard og "Den unge mand" af den franske nobelprisvinder Annie Ernaux. 

Til slut vil Nina anbefale tre vidt forskellige bøger; "Fast ejendom "af Deborah Levy til de litterære, Lærke Baggers Strik 2 til de kreative og "Airfryer: grundbogen" til alle jer airfryer-entusiaster. 

Vi glæder os til at se, hvad litteraturåret 2024 byder på!
 

Materialer