Beskyt dine personlige oplysninger

20.09.22
Tanken om, at digitale svindlere kan få adgang til dine mest personlige digitale oplysninger, er ikke rar. Derfor skal du passe på dine digitale oplysninger, på samme måde som du passer på din pung. Få gode råd til, hvordan du undgår at dele ud af dine personlige oplysninger.

Mange af vores mest private og personlige oplysninger er i dag digitale. Oplysningerne er godt beskyttet af dem, der opbevarer oplysningerne, fx din bank, din læge etc. Det er i vores egen omgang med oplysningerne, at vi risikerer at gøre dem tilgængelige for digitale svindlere. Fx er vi ikke altid opmærksomme, hvis vi modtager en mail, sms eller et telefonopkald og bliver bedt om at sende vores kontooplysninger. Men træk vejret en ekstra gang, inden du deler ud af dine personlige oplysninger.

Gode råd til at passe på oplysningerne i hverdagen

  • Send aldrig fortrolige oplysninger i e-mails, medmindre du kan kryptere e-mailen, og læg aldrig fortrolige og personlige oplysninger på sociale medier.
  • Tænk over, om de oplysninger, du lægger på nettet, kan misbruges. Det kan fx være fortrolige oplysninger i et åbent CV.
  • Log af, når du har brugt offentlige computere til fx at tjekke mail eller sociale medier. Slet også browserens historik, før du forlader computeren.
  • Tjek dit papiraffald. Undlad at smide papirer med personlige oplysninger i skraldespanden eller affaldscontainerne, før du har revet papirerne itu eller overstreget de personlige oplysninger.

Hvorfor er det vigtigt at beskytte sine oplysninger?
En enkelt oplysning som et brugernavn, et medlemsnummer, et kodeord eller et CPR-nummer kan være den brik, svindleren mangler for at kunne skaffe sig adgang til endnu flere oplysninger. Digitale svindlere kan også bruge oplysningerne til helt at overtage din digitale identitet og gøre ting i dit navn. De kan fx købe varer eller oprette abonnementer eller store lån i dit navn og for dine penge. Eller de kan skrive og lægge ting op med din profil på sociale medier.

I 2017 ramte identitetstyveri ifølge Det Kriminalpræventive Råd 38.500 personer. Politiet modtog i 2020 2.554 anmeldelser om kreditbedrageri, hvor svindlerne har benyttet falske eller stjålne identiteter til at opnå kredit.

Dit tekniske setup kan også være svagheden
Foruden gode vaner til at passe på personlige oplysninger i hverdagen kan du tjekke, om der er sikkerhedshuller i den tekniske opsætning af din computer, mobiltelefon etc. 

Herunder kan du læse gode råd til at tjekke sikkerhedshuller i dit tekniske setup:

  • Beskyt din pc, tablet eller computer med et stærkt kodeord.
  • Hold dine enheder opdateret, og brug både antivirusprogram og firewall.
  • Gør dit trådløse netværk derhjemme sikkert.

Læs mere om stærke kodeord og tofaktorlogin.

Læs mere om, hvordan du opdaterer dine programmer og enheder.

Se, hvordan du gør dit trådløse netværk derhjemme mere sikkert.

IT-Stuen 
Har du brug for hjælp, så husk at du kan besøge IT-Stuen på Posthuset i Ballerup. Her sidder en masse dygtige frivillige klar til hjælpe dig med b.la. MitID, borger.dk og andre IT problematikker. Se åbningstider her.  

 

(Billede og tekst: sikkerdigital.dk)