Copenhell 2018

20.06.18
Danmarks største metalfestival, Copenhell, løber af stablen de kommende dage. Musikbibliotekaren drager endnu engang afsted sammen med tusindvis af andre for at lade krop og sind gennemryste af den tunge musik, og her kan du se hans top fem for festivalen.

Neurosis
Selvom de spiller på festivalens mindste scene på warm-up dagen skal man ikke tage fejl af Neurosis. De har inspireret en del af de kommercielt større bands der er kommet efter dem som Mastodon og til en vis grad Slipknot. Neurosis tunge og repetetive metal har lagt grunden for metalsubgenren sludge-metal og det er måske et band der taler til det lidt mere modne publikum.

Deftones
Kongerne af alternativ metal har 30 års jubilæum i år og gæster Copenhell for første gang siden festivalens jomfrurejse i 2010. Særligt i slutningen af 90erne og starten af 00erne var de med til at rykke grænserne for metalmusik midt i den kritiske nu-metalbølgen, som bød på både glæder og skuffelser. Chino Morenos karakteristiske og ofte disharmoniske vokal er centrum i et lydunivers der svinger fra det ekstremt aggressive til det helt sårbare. Deftones bliver aldrig færdige med at udforske deres egen lyd og de er altid garant for en helt særlig liveoplevelse.

Bersærk
Nordisk mytologi og tonstung rock går hånd i hånd i Bersærk der tager deres modersmål i brug, et dejligt skifte som vi ser mere af den danske metalscene i disse år. Bandet gæstede Copenhell for et par år siden og hvis de spiller lige så fedt på dette års Copenhell så er det en koncert du ikke skal gå glip af.

Ghost
Hver gang Ghost udgiver en ny plade, dør og genopstår frontfiguren som en ny inkarnation af sig selv, i flere år var han den sataniske anti-pave Papa Emeritus og nu er det Cardinal Copia der tryllebinder masserne. Ghost spiller en friskt lydende retrorock, iklædt en hyggesatanisk æstetik med tungen langt ude i kinden. Ikke mindst har de det særlige svenske pop-gen der giver deres sange en umiskendelig ørehængerkvalitet, og deres liveshows er i en klasse for sig.

Satyricon
Dette års hovednavn, hvis man spørger undertegnede, hvorfor placeringen på den mindste scene er noget af en gåde, men lad nu det ligge. Satyricon er et af de relativt få black metal bands der gang på gang har formået at forny deres lyd i en af de mest konservative dele af metalverdenen, ikke mindst ved at tilsætte en gedigen gang rock’n’roll til det kolde nordiske lydbillede. Frontmand Satyr er en af de mest karismatiske frontmænd på metalscenen og dette års koncert bliver helt sikkert en værdig afslutning på en forhåbentlig fantastisk festival.

\m/

Materialer