To uforglemmelige lydbøger til havearbejdet

26.07.23
Sarah anbefaler fængslende lydbøger - helt uden ordflom!

Jeg har lidt svært ved at følge med i lydbøger med lange, kringlede sætninger og handlingsforløb. Derfor har jeg fundet to lydbøger med et kort og præcist sprog, der samtidig er fængende fortalt og flot indlæst af forfatterne selv.

”Nye rejsende” af Tine Høeg

I Tine Høegs fine kortprosaroman ”Nye rejsende” følger vi en ung gymnasielærer, der hver dag pendler til et gymnasium på Sydsjælland. En dag møder hun en mand i toget, som hun indleder en intens affære med. Problemet er bare, at han har både kone og barn.

Lydbogen er behageligt indtalt af Tine Høeg selv og du kan sagtens lue bede imens uden at misse handlingen.

”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” af Glenn Bech

Hvis du har brug for at blive socialt indigneret, mens du vander dine tomatplaner, er Glenn Bech din mand. Han har skrevet et manifest om samfundets manglende ligestilling, når det kommer til socialklasse, økonomi og seksualitet.

Hverken politikere, kultureliten eller homofober kan se sig fri for Bechs sønderlemmende kritik – en kritik og stemme, jeg tror mange har savnet på den danske litteraturscene.

I dette citat fra manifestet taler han om sin mor, ”Mutti”:

"men min mutti
skulle hun skamme sig?

min mor var eneforsørger til to
efter min fars selvmord
skulle hun skamme sig over at vælge konventionel mælk fremfor
       økologisk?

hun kørte bybus
hun var 23 år
vores skiftende regeringer burde skamme sig
Facebook burde skamme sig
bankerne burde skamme sig
bygherrerne, våben- og medicinalindustrien
men min mor
burde hun skamme sig?"

(Bech, side 31)

Tags
Materialer