Tusindvis af tegneserier i kufferten

05.07.23
Med Comics Plus kan du tage utallige tegneserier med på ferien - helt uden ekstra oppakning!

Comics Plus er bibliotekernes digitale tegneserie-central. Her kan du få adgang til tusindvis af tegneserier på engelsk til både børn og voksne. Der er mulighed for ubegrænset udlån og du kan læse med fra både PC, tablet og telefon! Læs hvordan du får adgang her.

Mangler du inspiration til den lange flyvetur, regnvejrsdagen i sommerhuset eller bilkøen ned gennem Tyskland? Så læs med her, hvor jeg anbefaler min favorit tegneserie på Comics Plus:  

"Maggie the Mechanic: A Love and Rockets Book" af Jaime Hernandez

Første bind i den fuldstændige fænomenale kultserie "Love and Rockets". Vi følger veninderne Maggie og Hopey, der er en del af 80’ernes punkmiljø i det sydcalifoniske nabolag, Hoppers 13. 

Hernandez udforsker tematikker som venskab, misbrug, klasseforskelle og seksualitet med en lethed og humor, der til tider er yderst rørende.

Tegneserien er en samling af adskillige graphic novels, zines og striber, som Hernandez skabte i årene 1981 – 1989, og er derfor også et interessant indblik i en tegneserieskabers kunstneriske udvikling.

Magasinet Rolling Stones kaldte ”Love and Rockets” for "the greatest American comic book series of all time". Flere bind af serien kan findes på Comics Plus, så det er bare med at komme i gang!

---

Comics Plus byder også på populære serier som "The Walking Dead", "Avatar" og "Saga" - samt en hel række mangaer og netserier. 

God læselyst! 

Materialer