Menneskemonster - en skyggeside af Danmark

07.12.22
Man kan flygte fra et børnehjem, fra et fængsel, fra sit land og sit liv...men ikke fra sig selv

Menneskemonster er en graphic novel tegneserie der tager udgangspunkt i historien om Jens Nielsen, det sidste menneske, der blev henrettet i Danmark under krigstid. En barndom med vold, anbringelser og svigt, tvinger ham ud i en spiral af kriminalitet, og det ender med, at han bliver idømt dødsstraf.

Jens Nielsen vil ikke benådes. Han mener, at samfundet der har skabt ham, skal tage ansvaret for at have skabt et monster i ham, og give ham den straf han ønsker: døden.

Et uddrag fra bogen: Var der gode tider i min barndom? Findes der et eneste minde, der kan få mig til at smile for mig selv, mens jeg skriver? Et eneste øjeblik, hvor livet for alvor var godt, og hvor jeg følte mig elsket?

Menneskemonster er en mørk og barsk fortælling om Jens Nielsens liv. Et liv og en fortælling om et Danmark med straf, opdragelsesanstalter og tæsk. Et liv med alt for få lyspunkter, og med en skyggeside af Danmark som man ikke glemmer igen.

En bog der giver et godt udgangspunkt til dialog og samtale med især unge omkring tilværelse, normer, samfund og individer. En historie der for alvor kryber under huden, tegnet i effektfulde sorthvid farver der er med til at sætte stemningen.

Anbefales til alle, særligt til at skabe dialog og samtale med unge omkring tilværelsen.

Materialer