Ny udstilling viser sportens mange muligheder

03.04.24
Måske du allerede har en forestilling om, hvad en sportsbog er, hvad den handler om, og hvordan den ser ud. Vores nye udstilling på Ballerup bibliotek er her for at fremvise hvad sportsbøger kan, og hvor mange genrer emnet strækker sig over.

Varm op til en sommer fuld af sport med vores nye særudstilling om sport. Med et herrefodbold EM i Tyskland og De olympiske lege i Paris, kalder sommeren på en stor sportssæson med (forhåbentlig) mange medaljer til danskerne. Om end du er til fodbold, tennis eller de olympiske lege, kan du blive inspireret til din næste læseoplevelse.

Jeg har samlet et udpluk at de bøger, som kan findes i udstillingen.

"Olympiske kvinder" af Else Trangbæk

Kvinder og sport er en kombination som har haft stor fokus i de sidste mange år. En bog som ”Olympiske kvinder” er et godt eksempel i den kategori af bøger, som belyser et emnefelt, der tidligere ikke har været meget fokus på. Bogen er skabt på baggrund af interviews med en række kvindelige sportsudøvere, som alle har deltaget i legene for Danmark. Her fortæller de ikke blot om deres generelle opleveler, men også hvordan det er at være kvinde i en sportsverden, som altid har været mandsdomineret.

"Det er genialt, det der" af Svend Gehrs, Flemming Toft og Carsten Werge

Er man mere til historier og anekdoter fra fodboldens verden, fortæller tre ikoniske fodboldkommentatorer om deres arbejde omkring sporten. De har samlet deres bedste oplevelser og øjeblikke gennem fem årtier, som spænder i alt fra mødet med de største stjerner til de bedste og værste stadionbesøg. ”Det er genialt, det der” illustrerer hvordan fodbold ikke bare er fodbold, og hvilke følelser og minder sporten kan bringe.

"Ingemar Modigs morgengry" af Mikael Bergstrand

”Ingemar Modigs morgengry” er en livsbekræftende fortælling om begyndelsen på et umage venskab. Elleveårige Dalia fra Syrien elsker fodbold, men bærer på mange traumer – det samme gør invalidepensionist Ingemar Modig. Sammen hjælper de hinanden gennem hverdagen, og de mange problemer som hører med. Hvis du elsker feel-good bøger, om modsætninger der mødes og venskaber skabt på tværs af kulturer, generationer og interesser er denne bog noget for dig.

Dyk ned i sportens verden, og bliv inspireret til en ny sportslig læseoplevelse med vores nye udstilling ”Sportens verden” på 2. sal.

Materialer