Cli-fi sætter samtiden i perspektiv

01.09.22
Klimalitteratur giver os et sprog for en ubegribelig virkelighed

Vores ustabile verden er svær at begribe. Det er svært helt at forstå konsekvenserne af klimakrisen eller forestille sig, hvordan livet vil se ud bare ganske få år ude i fremtiden. Cli-fi er en sammentrækning af det engelske ”Climate” og ”Fiction”, og det kan vel bedst oversættes til klimalitteratur. Det er en litteratur, der sætter ord på menneskehedens allerstørste spørgsmål: hvordan vil livet udvikle sig i lyset af den truende klimakatastrofe? Som opvarmning til Verdensmålsfestivalen - som du kan læse mere om her - præsenterer vi her fire stærke klimafiktioner, der sætter fokus på det usikre liv i klimakrisens tidsalder.

Ilija Trojanow: Isbrud
Glaciologen Zeno mister gradvist sig selv i takt med, at han oplever det smeltende Antarktis fra første parket. Den midaldrende forsker har viet sit liv til at studere en schweizisk gletsjer, som for nyligt er smeltet væk. Desillusioneret tager han hyre på et stort krydstogtskib med kurs mod Antarktis, men hans oplevelser undervejs får ham til at miste grebet om sig selv. Vi kommer faretruende tæt på de smeltende isbjerge, mens vi oplever Zenos gradvise psykiske nedsmeltning.

Jonas Eika: Efter solen
Fortællingerne i novellesamlingen Efter solen er udsyrede og foruroligende. Eika undersøger et helt nyt formsprog til at fortælle historierne om menneskets forhold til den internationale mega-økonomi og et natur- og dyreliv, der er midt i en ubegribelig transformation. I det univers Eika skriver frem, er verden genkendelig, men de logikker vi normalt manøvrerer efter er ophævet. Sproget er helt sit eget og fortællingerne indeholder usædvanligt stærke billeder, som bliver hos læseren længe efter bogen er lukket. 

Jeff VanderMeer: Udslettelse
Det mystiske Område X har i årevis været afskåret fra resten af verden, og naturen har indtaget de sidste rester af menneskelig civilisation. Myndighederne sender løbende videnskabelige ekspeditioner ind i området, men alle er enten forsvundet eller er vendt tilbage som skygger af sig selv. Den tolvte ekspedition gør sig klar til sin mission, som er at opmåle området, tage prøver og observere stedet nøje. De fire videnskabskvinder møder et uberørt og frodigt paradis, men de indser hurtigt, at noget er helt galt.

Charlotte Weitze: Rosarium
En vildtvoksende og magisk roman om botanikeren Johanne og døtrene Lilly og Viola. Bogen blev i en anmeldelse beskrevet som ”botanik på LSD”, og fortællingen spreder sig over flere generationer og breder sig ud over flere kontinenter. Det er en sanselig og eventyrlig fortælling om naturens kræfter, hvor planterne får både stemme og handlekraft. Weitze undersøger, hvilken plads mennesket har i naturen og hvordan vi kan finde ind til et frugtbart samspil mellem mennesket og planteriget. Måske er mennesker og planter mere afhængige af hinanden end vi tror?
 

Materialer