Hjemmebiograf i efterårsferien

07.10.20
Trænger børnene til en pause fra kastanjedyr og Roblox eller har I misset nogle filmoplevelser mens I puttede børn? Vi har guiden til efterårets hjemmebiograf klar!

Alle titler kan ses på Filmstriben, bare klik på titlerne!

Peberbanden og den sorte konges forbandelse

På en kold, ruskende efterårsdag kan det være rart at rykke tæt sammen i sofaen og tage med børnedetektiver ud og opklare mysterier. Det er der rig mulighed for at gøre via Filmstriben. I kan for eksempel tage med Peberbanden til Sydtyrol og opklare den sorte konges forbandelse eller i kan følge Zip & Zap og glaskuglebanden, når de kommer på sporet af en mystisk hemmelighed på den gamle kostskole, hvor al leg er forbudt.

Sikke et cirkus

Hvis I er mere til farvestrålende kostumer, gode sangnumre og vennerne fra Ramasjang, så kast jer over Sikke et cirkus. I cirkus er alt, som det plejer. En hyggelig rodebutik med plads til magi og voksne, der gider lege. Cirkusbarnet Ramona elsker livet i og uden for manegen og ikke mindst sin brogede cirkus familie. Men et spor i sneen og en række mystiske hændelser forstyrrer hendes verdensorden.

Kaptajn Bimse

Det kan være I allerede kender Bjarne Reuters historier om Kaptajn Bimse. Men vidste I, at I også kan møde Kaptajn Bimse, Anna og Goggeletten på Filmstriben?  Eventyret begynder med, at 7-årige Anna er ked af det, fordi hun har glemt sin dukke Sophie i sommerhuset, og hendes forældre ikke vil hente den. Sammen med bamsen Johnson tager hun derfor sagen i egen hånd. Hun flyver afsted med Kaptajn Bimse i hans gule flyvemaskine sammen med andenpiloten Goggeletten.

Når børnene er puttet

...vil vi anbefale jer at gå om bord i to film, der ikke minder om noget andet I har set. De skildrer sider af samfundet i dele af verden, de færreste danskere kender til og de gør det så godt, at det er umuligt at glemme historierne igen. 

Kapernaum

Den første film er Kapernaum, der vandt juryens pris ved Cannes Film Festival og har modtaget priser og stående ovationer verden over, inklusive en Oscar-nominering for bedste udenlandske film. 12-årige Zain bor i Beiruts slumkvarter. Vi møder ham i den retssal, hvor han har lagt sag an mod sine forældre. Anklagen? At de har født ham ind i en formålsløs og elendig verden! Med retssagen som ramme får vi fortællingen om Zain og de mennesker og oplevelser, der har formet ham.

Her er en skelsættende film, der ikke er bange for at tage fat om nældens rod og gå direkte i flæsket på den globale ulighed og børns dårlige vilkår i store dele af verden. Samtidig er det historien om en enestående knægt, som giver os troen på, at børn kan vise vejen til en bedre fremtid, hvis de bare har en flig af Zains empati og viljestyrke. Zain Al Rafeea, der er syrisk flytning, spiller Zain og leverer en af filmhistoriens mest rå og imponerende børneskuespilpræstationer.

Parasite

Den anden film, vi ikke synes, I skal snyde jer selv for, er instruktøren Bong Joon-Hos overrumplende, sorthumoristiske og samfundsrevsende drama Parasite. Filmen skrev filmhistorie ved årets Oscar-uddeling, da den som den første ikke-engelsksprogede film nogensinde vandt prisen for 'Bedste film'. Derudover vandt filmen Oscarstatuetter for 'Bedste instruktør', 'Bedste manuskript' og 'Bedste internationale film'. Og blev hædret med Den Gyldne Palme, som den første koreanske film nogensinde.

Filmen handler om en fattig familie af småsvindlere, der bor i ubeskriveligt slum. Sønnen får mulighed for at undervise en rigmands datter og snart er hele hans familie med løgn og bedrag i færd med at overtaget arbejdet for den godtroende rige familie og skubber tidligere ansatte ud. Det får overraskende konsekvenser, der med garanti ikke minder om andet du har set.

 

For når regnen bare siler ned, så er der tændt for Filmstriben!

 

Materialer