Danskere i verden - Verden i Ballerup

Fra uge 10 sætter Danmarks biblioteker, sammen med DR, fokus på danskere, som er rejst ud i verden og på forskellige måder, har bidraget til at skabe et navn, der er blevet kendt og måske endda berygtet på baggrund af deres virke.

Omkring 250.000 danskere bor i dag i udlandet og op gennem tiden har tusindvis af danskere sat markante aftryk rundt om i hele verden. Fra missionærer, lykkeriddere og flugtkonger over forretningskvinder, forskere og fuskere til helt almindelige danskere, der bare blev træt af vejret under danske himmelstrøg.

Flere af os kender sikkert danskere, som nu lever et nyt liv på fjerne kontinenter eller afdøde, som har gjort - fx Karen Blixen, Ole Henriksen, Helena Christensen, Caroline Wozniacki, Karl Dane m.fl.

Fra uge 10 kan du besøge dit lokale bibliotek og opleve spændende udstillinger, hvor du kan læse om forskellige danske familier, som er rejst ud i verden. Finde bøger om danskere, som har sat store fodaftryk i deres færden og komme til medrivende foredrag om danskere, som har sat sit præg i det land, som de er flyttet til - både dem der har taget rejsen ud af Danmark og dem der har taget rejsen ind. Se mere om det forneden.

Samarbejde med DR

Temaugerne følger DRs store fyrtårnsserie "Danskere i verden", som starter ud med første afsnit søndag den 12. marts på DR1 og DRTV, og har Stéphanie Surrugue som vært. I programseriens seks afsnit kommer vi tæt på gribende fortællinger om danskere, der er udvandret til seks af verdens kontinenter og hver især har eller har haft stor indflydelse på den egn, de har etableret sig i. Temaet vil på DR hen over året rumme flere tv-serier, radioprogrammer, podcastserier, koncerter og et samlende temasite på dr.dk.

Målet med temaet ’Danskere i verden’ er at give et indblik i, hvordan vi som danskere er forbundet kulturelt med hinanden og med resten af verden.

Tema på biblioteket

58 af landets biblioteker er på nuværende tidspunkt med i Bibliotekernes Temasamarbejde, som er et tværfagligt samarbejde med fokus på minimum to årlige kampagner, hvor bibliotekerne sætter relevante temaer på dagsordenen. Bibliotekerne har tidligere sat spot på temaer som historie, natur og kroppen. 

Denne gang samarbejder bibliotekerne med DR og sætter spot på danskere i verden.

Verden i Ballerup

Det er ikke kun danskere, der er taget ud i verden for at bosætte sig. "Verden" er også draget til Danmark og ikke mindst Ballerup. Vi sætter igennem udstillinger og arrangementer fokus på nogle af dem, der har taget rejsen til Ballerup, for at berige os med erfaringer og kultur og sat et aftryk i det lokalmiljø de er blevet en del af.

Hold øje med forhallen i Ballerup og vores hjemmeside, hvor vi løbende vil lægge information om arrangementerne op.

Materialer