Ballerup'ernes sommerlæsning

Jeres favoritter fra "Sommerbogen for voksne"

Vores konkurrence "Sommerbogen for voksne" er slut, vinderen er fundet, og alle deltagernes fine anmeldelser er læst. 

Denne sommer har I læst rigtig bredt. Biografier, krimier og romaner fra danske og udenlandske forfattere. Bøger, der byder på underholdning, og bøger, der byder på indsigter om livet. Mon ikke, der er en bog for dig blandt årets sommerfavoritter. Her er et par uddrag af jeres anbefalinger:

"Mit menneske" af Herbjørg Wassmo

"En gribende kærlighedshistorie, der ikke ligger skjul på, hvor hårdt, kompliceret og smukt, det kan være, at have fundet sit menneske. Norsk litteratur, når det er allerbedst."

"Stiklingen" af Audur Ava Olafsdottir

"Jeg vil anbefale bogen, fordi den er smukt og poetisk skrevet, virkelig en fornøjelse at læse."

"Fartblind" af Jakob Mark

"En ærlig og oprigtig fortælling om vejen ned i angst og depression og den efterfølgende lange og svære vej tilbage til livet i ligevægt."

"Himmelstormere" af Maggie Shipstead

"Fantastisk fortælling om to kvinders liv og deres valg og fravalg. Tyk bog, men værd at læse hvert et ord."

"Afslutninger" af Kim Andrea Brofeldt

"En særlig bog, som vidner om en yderst empatisk forfatter med stor indsigt og menneskekendskab. Meget varm. Skildrer relationer på fornem vis og viser, at alting med tiden giver mening og er del af en helhed. En vidunderlig og meget anbefalelsesværdig bog."

"Serien om kriminalinspektør Emma Sköld" af Sofie Sarenbrant

"Serien om Emma Sköld er virkelig godt skrevet. Geniale plot, spændende persongalleri og virkelig velkomponerede bøger. Lækker, lækker sommerlæsning."'

"Nu taler jeg" af Rikke Viemose

"Efter min mening en af de vigtigste bøger at læse som mand! Bogen har givet mig et indblik i, hvilken modstand og udfordringer kvinder dagligt må tåle, men uden at bogen nogensinde føles fordømmende. Du kommer til at udvide din horisont."

"Enkemand" af Kristian Ibler

"Bogen er godt skrevet, det er let at følge med i Kristians tanker, reaktioner og sorg. Vi er nok mange, der har været lignende forløb igennem, og derfor kan genkende forløbet."

Tags
Materialer