Mageløse og mærkværdige manifester

Gå på opdagelse i 13 udvalgte manifester

På februars sidste dag får Posthuset besøg af forfatter og debattør Glenn Bech, der for et års tid siden bragede igennem med sit manifest "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet". Læs mere om arrangementet her.  

I den anledning sætter vi fokus på genren "manifest". Om genren skriver forfatterweb.dk: "Et manifest er en brugstekst, en kampskrift, som med store bogstaver henvender sig til verden og cementerer en ideologi eller en kunstnerisk retning." Læs mere om genren på forfatterweb.dk her. 

Vi har spurgt tre af vores formidlere, hvilke manifester de vil anbefale - læs med her: 

Cecilie, litteraturformidler: "Brev til en nybagt forælder" af Chimamanda Ngozi Adichie

I 15 punkter kommer den internationalt anerkendte Adichie med sit bud på, hvordan man opdrager børn feministisk. En bog, der bl.a. gjorde mig opmærksom på, hvordan vi i vores sprogbrug kan komme til at opretholde stereotyper om kønnene. Et manifest, jeg gav til min kære veninde, da hun blev mor, og som jeg mener, alle bør læse. (Og alle bør i øvrigt også læse Glenn Bechs manifest, som jeg på det kraftigste kan anbefale).   

Nina, faglig formidler: "Planternes manifest - forsvar for en tavs livsform" af Anders Lund Madsen, Michael Broberg Palmgren

”Planternes manifest” er et slag for planterigets storslåenhed i interviewform. Anders Lund Madsen stiller alle de sjove, skarpe og dumme spørgsmål til professor i plantefysiologi Michael Broberg Palmgren, og de kommer vidt omkring; Planters nervesystem, algesex, planter der heler, og planter der slår ihjel, samt det æbletræ Adam og Eva spiste fra i Edens have, der slet ikke var et æbletræ.

Cecilia, kulturformidler: "Det futuristiske manifest" af Filippo Tommaso Marinetti  

Manifestet Italien stadig lider under.

"Det futuristiske manifest" er ikke som sådan mit yndlingsmanifest, men det er så skelsættende en retning, og jo også så FORFÆRDELIGT, at det er svært at komme udenom. Det er også vigtigt at huske historiens rædsomme kapitler, for netop ikke at gentage dem. Og så er det sjovt at lægge mærke til, hvor sammenflettet kunsten var med både politik og retninger i samfundet engang - Man kan savne det lidt! Bevægelsen var oprindelig litterær, men fik snart tilslutning fra malere og billedhuggere.

Det futuristiske manifest er skrevet af den italienske digter Filippo Tommaso Marinetti i 1909. Han har også skrevet en meget fjollet futuristisk kogebog. Futurismen hyldede det moderne livs fart og bevægelse: I stedet for det klassiske harmoniske skønhedsbegreb satte futurismen fartens og dynamikkens skønhed. Dertil kom en påfaldende hyldest af krig, våben og ”renselse” af verdens befolkning. Futurismen blev dermed også en forløber for fascismens tanker. 
Som konsekvens af futurismens erklærede forherligelse af militarismen og krigen som "verdens eneste hygiejne" deltog flere af kunstnerne aktivt i 1. Verdenskrig. 

Se et udvalg af manifester herunder og god læselyst!

Tags
Materialer