Fagbogens dag

I dag er det fagbogens dag, så vores faglige formidler Nina er i sit es! Hun har fundet de bøger frem, som hun har på læselisten for efteråret

Moonwalk med Einstein
Den her hører jeg lige nu på E-reolen. Jeg elsker at høre fagbøger på lydbog. Hvor privilegeret er det lige at få læst højt til og fra arbejde? Jeg ved ikke hvad de andre pendlere i toget laver om morgenen, men jeg bliver klogere på hvad hukommelse er med den humoristiske bog Moonwalk med Einstein.

Efter drabet
Flere af jer der kommer på biblioteket har anbefalet mig denne bog, så nu skal det være. Den fik stor medieomtale da den kom ud og vist nok også en del kritik, men det er jo netop noget af det faglitteraturen kan – skabe debat!

Afvigerne
Jeg har fået anbefalet denne for nylig og tror det skal være den næste jeg går i gang med. Jeg læste i en anmeldelse at ”forfatteren skriver med fascinerende anekdoter og hård statistik. Resultatet er altid en overraskende ny vinkel på virkeligheden, skrevet med en nærmest krimiagtig spændingskurve og en gennemført pointe.” Det er jo ikke til at stå for!

Glæden med skeden
Jeg står i kø til Glæden med skeden. Den er eftersigende både oplysende og sjov, og det lyder jo ikke dårligt! Vil du også gerne være klogere på orgasmer, jomfruhinder og menstruation, så hop med i køen.

Om at skrive
Jeg er ret vild med Ernest Hemingway og når han har skrevet en bog om at skrive, så skal jeg læse den. At den samtidig får stor ros for sit sitrende sprog og lune stemning, det er bare en fjer i hatten.

Tags
Materialer