Hvad læser Abdel Aziz Mahmoud?

24.01.24
Journalist og forfatter Abdel Aziz Mahmoud kommer snart til Ballerup!

Den 31. januar 2024 kommer journalist, tv-vært og frafatter Abdel Aziz Mahmoud til Posthuset i Ballerup, for at holde foredrag om shitstorms og digital dannelse. Som optakt til aftenen har vi spurgt ham om hans bedste læseoplevelser. Dem kan du læse mere om her.

Abdel fortæller, at han godt kan lide bøger af kvinder, der er gode til at tage sin læser med til ukendte universer:

En af mine favoritter er Tove Ditlevsens ”Barndommens gade”, fordi jeg i 9. klasse blev optaget af ikke bare bogen, men også digtet, sangen af Anne Linnet og filmen med Sofie Gråbøl. Jeg slugte det hele råt, og blev fuldstændig opslugt af det her lyriske univers hvor man både kan synge, se og læse.

Jeg bliver ekstra rørt af Simi Jans ”Kære Kabul”, fordi jeg kender hende privat. Bogen handler om en krig, der er ved at blive glemt, og hun rigtig god til at lade os forstå historikken og konteksten. Samtidigt bruger hun også sig selv og den pris det koster for hende at være afsted så længe og så farlige steder. Jeg er i det hele taget fascineret af korrespondenter der arbejder fra brændpunkter, deres engagement, professionelisme og den høje pris de betaler for deres fag.

Jeg læste Maren Uthaugs ”11%” med et åbent sind, fordi jeg simpelthen ikke anede hvad jeg gik ind til, jeg havde slet ikke hørt om den. Så jeg fik et chok, da jeg begyndte at læse. Tænk nu hvis mænd næsten ikke eksisterede, og hvis kvinder gjorde som mænd, bare med kvindeligt fortegn. Jeg ved ikke om den er solgt til filmatisering, men det burde den, for det er virkelig et fuldstændig gennemtænkt univers. Det beskrives både hvorfor mændene pludselig skulle være blevet det svage køn og hvordan samfundsopbygning, roller, værdier, religion, arkitektur og symboler ville tage sig ud og det synes jeg er super interessant. Det lyder jo ikke specielt tiltalende, men det er et spændende tankeeksperiment.

 

Du kan købe billet til arrangementet her: https://bib.ballerup.dk/arrangementer/foredrag-og-debat/tal-ordentligt-e...

 

Materialer