Mød Zoreh, ny frivillig i Tech-teket.

Zoreh er ny frivillig i Tech-teket, og vil her fortælle om sig selv, sin oplevelse med Tech-teket og det Iranske nytår.

I efteråret fik vi en ny frivillig i Tech-teket. Zoreh er 49 år gammel og oprindeligt fra Iran. 
Hun er uddannet softwareingeniør, har arbejdet som international indkøber og teknisk bogholder. Teknologi og kunst er hendes yndlingsemner. I hendes fritid laver hun meget håndarbejde, bl.a. tatting, syning, strik og hækling. Hun elsker også at tage billeder af naturen. 


Hvorfor frivillig i Tech-teket? 

Zoreh havde lyst til få nye oplevelser med teknologi, få mere viden om dansk kultur og få kontakt med danskere. Lige nu arbejder hun mod at kombinere teknologi med håndarbejde og elsker at hjælpe andre i gang med at bruge Tech-teket. Hendes yndlingsteknologi er 3D-print, fordi det giver hende mulighed for at lave sjove ting og former.

Derudover er Zoreh kulturambassadør, og brænder for at invitere andre personer, som kommer fra udlandet, til at føle sig hjemme i Tech-tekets positive atmosfære. 
For nyligt var Zorehs egen klasse til en Tech-teket introduktion, og nu er hendes plan at invitere flere klasser fra Ballerup Sprogskole på besøg til en rundvisning og en snak om Tech-tekets muligheder. Drømmen er at starte et tværkulturelt makerfællesskab i Tech-teket. 

Tech-teket som værksted for flere kulturer: 

Zoreh bruger også Tech-teket som platform til at fortælle om hendes kulturelle ophav, og vil inspirere flere til at gøre det samme. F.eks. har hun fremstillet kulturelle elementer fra det iranske nytår. For det at formidle kulturer til hinanden er vigtigt, som Zoreh forklarer: ”Jeg synes, det hjælper os til at lære mere om hinanden og leve lykkeligere sammen.”  
 

Zoreh forklarer om den iranske nytårstradition: 
Det iranske nytår hedder Nowruz, og det er første dag i foråret. Det begynder den 20. marts (21. marts på skudår). Der er forskellige traditioner. For eksempel fejrer hendes familie den sidste onsdag før Nowruz, som hedder Charshanbe sury: 

Børn lægger et stykke stof på hovedet og medbringer skål og ske. Så går de fra dør til dør hos naboerne, og slår på bagsiden af skålen med skeen. Naboerne kommer ud og fylder deres skål med nødder og chokolade. Der laves små bål, som der hoppes over, mens der synges. 

På Nowruz, er der også tradition for Haft Seen bordet, som dækkes  med 7 elementer, der begynder med  bogstavet "S" på persisk: 

1. Sib (æble): symbolet på skønhed og sundhed 
2. Sabze (grøn): symbolet på vækst og fornyelse 
3. Samanu: symbolet på velstand og overflod 
4. Serke (Eddike): symbolet på modgangens overvindelse og tålmodighed 
5. Sir (Hvidløg): symbolet på beskyttelse og sundhed 
6. Somaq: symbolet på lykke og glæde 
7. Senjed (oleoster): symbolet på visdom og aldring. 

Der er også mønter på bordet, som symboliserer rigdom og velstand. De bruges som gave til familien efter første dag af Nowruz.
Der fejres Nowruz i 14 dage, og i disse dage mødes familie og venner, og spiser mad sammen.

På billedet kan du se, hvordan Zoreh har lavet de 7 elementer fra Nowruz med forskellige teknologier i Tech-teket.
Du kan også se hendes udstilling ved Tech-teket på 2. sal, hvor der også kan læses mere om det Iranske Nytår. 

Materialer