Vinderen af Sommerbogen er fundet

29.08.23
Vinderen af Ballerups børnebibliotekernes læsekampagne ”Sommerbogen” er Rhea på 12 år.

Rhea har læst og anmeldt tre bøger i løbet af sommerferien, plus klaret 10 læseudfordringer, og havde dermed et lod i Sommerbogen-konkurrencen.

Hun havde tre minutter til at bruge max-beløbet på 1500 kr. men man skulle tro hun var med i VM i atletik, for hun slog Sommerbogen rekorden og klarede det hele på kun 45 sekunder. Vi satte tiden i gang og Rhea tog et heftigt trespring over til bogreolerne hvor hun greb en stak af de tungeste og tykkeste bøger Bog og Ide har på hylderne.

Rhea valgte serien Olympens Helte af Rick Riordan. Hun havde set Percy Jackson filmene og glædede sig nu til at læse videre i den spændingsprægede fantasy-serie om den græske og romerske gudeverden.

Rhea har en forkærlighed for fantasy, for Ringenes Herre trilogien blev også valgt og til spørgsmålet om hvilke bøger hun anbefaler til andre på hendes alder, svarer hun Harry Potter.

Sommerbogen løber af stablen hver sommer, hvor børn 6-15 år i hele landet anbefaler bøger og vinder præmiebøger. Der bliver trukket lod om hovedpræmierne, som på landsplan er ”Tøm en boghandel på 5 minutter”, men i Ballerup trækker vi oveni dette vores egen lokale vinder, som får lov til at ”Gå amok i Bog og Ide i Ballerup Centret på 3 minutter”.

Materialer