Tak til Aalborg Bibliotekerne for lån af billede

FNs Verdensmål 15: Livet på land

05.03.23
Vi forvandler savanner, regnskov og moser til marker

Indhold i denne artikel:

Verdens vilde dyr og planter er under pres

Det er nok gået de færreste forbi, at verdens vilde dyr og planter er pressede.

Faktisk er de så pressede, at forskere taler om en sjette masseuddøen.
Ved sidste masseuddøen, for 65 millioner år siden, forsvandt 75 procent af jordens arter, og det er vigtigt, at verden handler nu, for den globale biodiversitetskrise er drevet af os.

Hvis man forestiller sig en kæmpestor vægt og vejer alle mennesker og dyr i verden, så udgør mennesker knapt en tredjedel af den samlede vægt, tamdyr, som køer og svin, ville udgøre to tredjedele, og alle vilde dyr ville kun veje sølle tre procent.

At der er så få vilde dyr tilbage skyldes især, at mennesket i enorm grad har omdannet de vilde dyrs levesteder som eng, skov og mose til landbrugsland.

Alt er dog ikke tabt endnu, og fredninger og bevaringsarbejde har reddet flere arter fra at uddø.

Men naturparker og fredede, afgrænsede landområder er ikke nok til at modvirke biodiversitetskrisen.
Det kræver også, at vi bremser klimaforandringerne, nedbringer forureningen, gør vores produktion bæredygtig og sænker vores kødforbrug – især hos os i de rige lande, hvor forbruget er tårnhøjt

Naturen i Danmark er presset

Danmark klarer sig relativt godt på mange af de områder, som Verdensmålene kommer ind på, men Verdensmål 15 er ikke et af dem.

Danmark er sammen med Bangladesh det mest opdyrkede land i verden, hvilket gør forholdene svære for planter og dyr, for marker med én enkelt afgrøde giver ikke biodiversitet.
Og det er medvirkende til, de danske økosystemer er voldsomt pressede.

Men heldigvis er der også nogle fremskridt for naturen i Danmark.

Siden 1989 er den del af landet, som er dækket af skov, steget fra omkring 5.320 til 6.430 kvadratkilometer – det er nu omkring 15 procent af Danmarks areal. Men skovene er sjældent fri natur, men bliver presset af skovdrift. 

Der mangler simpelthen plads til vild natur i Danmark.

Hvem arbejder med verdensmål 15 i Danmark?

Danmarks Naturfredningsforening er Danmarks største grønne organisation med mere end 130.000 medlemmer og 1.500 faste frivillige i hele Danmark.  

Foreningen arbejder for at skabe plads til naturen bl.a. ved at omlægge landbrugsjord til natur, forbinde naturområder, frede naturperler og øge biodiversiteten, så naturens tilbagegang bremses, og der skabes gode levesteder for truede dyr. 

Hvad kan du selv gøre?

  • Meld dig til en allerede organiseret affaldsindsamling som f.eks. World Cleanup Day 16. september 2023 (læs mere her) eller  Affaldsindsamlingen 2023 (læs mere her)
  • Du kan også selv samle affald med dine venner, familie eller kollegaer ved at låne en grabber på Ballerup, Måløv eller Skovlunde bibliotek. 
    Det er helt gratis, og fungerer på samme måde som hvis du skulle låne en bog.
  • Meld dig til projektet ”Vild med Vilje” (læs mere her), projektet ”Slip Haven Fri”, (læs mere her). Begge med det formål at få haveejere til at stoppe med brugen af giftstoffer i haven, give slip og lade naturen være i fred. 
  • Lav din egen kompost. Det støtter biodiversitet, gør jorden rigere og nedsætter behovet for kunstgødning. 
  • Gør byen mere grøn med lokale byhaver. Start din egen eller besøg byhaven i Skovlunde Kulturhus og hør hvordan du kan være med.
  • Køb aldrig produkter der er fremstillet af truede dyrearter eller af dyr, der slås ihjel for produktet alene.
    Det gælder mange former for horn, som f.eks. elefantens.
  • Undersøg hvordan dine dagligvarer produceres. Køb dem der ikke udpiner skov og marker i produktionen.

Tak til Verdens bedste nyheder for lån af indhold.

Materialer