Nye udstillinger på Ballerup Bibliotek

Bøger for enhver smag

Her på biblioteket gør vi os altid umage med at lave nye, inspirerende udstillinger til dig, og for nyligt har vi arbejdet intenst på at få nye tema-udstillinger klar til dit efterår. Det lykkedes! Her følger en kort oversigt over, hvad du kan glæde dig til at dykke ned i af spændende tematikker - her skulle gerne være lidt for enhver smag:

På balkonen på 2. sal kan du nu finde bøger om "Livet til havs" og "Stemmer fra blokken". Du kan også lære mere om "Danmarkshistoriens kvinder" eller finde både krimier og faglitteratur om "Forbrydelser".

Ved skønlitteraturen udstiller vi en masse skønne slægtsromaner på "Slægt" og spændingsbøger inden for genren "Domestic Noir"(det er bøger a la "Kvinden i toget" eller "Kvinden der forsvandt").

Når du bevæger dig ned mod faglitteraturen, vil du støde på en masse kendte ansigter på vores biografiudstilling om skuespillere fra "De skrå brædder". I faglitteraturen kan du enten få nye perspektiver på rollen som "Forældre" eller fordybe dig i en smuk bog om en af vores store, danske kunstnere i "Danske penselstrøg".
 
Har du gode idéer til en tema-udstilling, er du altid velkommen til at sende din idé videre til os.

Rigtig god læselyst!