Fra krigsramt til kunstramt

26.09.22
Eksjugoslavere folder sig ud som kunstnere i Danmark

I år er det 30 år siden at Danmark modtog over 20.000 flygtninge fra Eksjugoslavien, heriblandt primært fra det krigsramte Bosnien og Hercegovina. Krigen i 1990’erne sendte over en halv million mennesker på flugt, og satte dermed overskrift på krigen som den mest udfordrende flygtningesituation i Europa siden 2. Verdenskrig.

Mange af disse flygtninge fandt sidenhen deres vej til Danmark og valgte at blive her. Dette har vi eksempler af både i den danske forfatterverden hvor bl.a. Birgithe Kosovic, Vladimir Tomic og Elvin Misimovic har rødder i det tidligere Jugoslavien. Der er samtidigt også en lang skare af velkendte skuespillere fra det tidligere Jugoslavien som i mange år har fyldt den danske sendeflade, heriblandt Zlatko Buric, Danica Curcic og Dejan Cukic.

Forbindelser og fælleskultur  

Det er ikke kun i den danske forfatter- og skuespillerverden, at vi ser repræsentanter fra det tidligere Jugoslavien. Det gælder således også den danske samtidskunstscene der i dag huser flere markante kunstnere fra det tidligere Jugoslavien. Statens Museum for Kunst har samlet syv af disse kunstnere, der alle, med enkelte undtagelser, kom til Danmark som børn som følge af krigen på Balkan.

SMK har fra d. 17. september udstillet disse syv kunstneres værker, der alle har kulturen fra det tidligere Jugoslavien til fælles. De arbejder dog vidt forskelligt, og det kan du bl.a. opleve i museets lange Skulpturgade. Udstillingen kaldes ’Forbindelser’ — danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien, og strækker sig fra d. 17. september 2022 til og med d. 19. februar 2023. De udstillede kunstnere er henholdsvis Alen Aligrudić, Amel Ibrahimović, Ana Pavlović, Ismar Čirkinagić, Nermin Duraković, Suada Demirović og Vladimir Tomić.

Ph.d. stipendiat Tijana Mišković, som står bag udstillingen, fortæller:

”I en tid præget af landflygtighed er det vigtigt at sætte fokus på de forbindelser, der opstår mellem forskellige lande og kulturer. Kunst kan skabe meningsfulde forbindelser på tværs af den kløft, som migrationen har skabt.”

Kilde: Statens Museum for Kunst - læs mere: https://www.smk.dk/exhibition/forbindelser/?fbclid=IwAR2ynPjFdVTtgEkrTyeNTar3-ifj6hDz8bXqyc9NjZZ_3RJsF-Q_k2SoSyk

Hvis ikke du kan få nok af Balkan, så kan du komme og smage på Balkan torsdag d. 29. september i Skovlunde Kulturhus kl. 18.30-20.30. Læs mere her: https://bib.ballerup.dk/arrangementer/godt-og-blandet/smag-paa-balkan

Herunder har vi samlet en række bøger skrevet af forfattere fra det tidligere Jugoslavien. Lån og reserver dem herunder.

 

 

 

 

 

Materialer