ældre mand med bog

Den 100-årige der ikke var bange for at prøve noget nyt

29.06.20
- og derfor blev glad for eReolen!

Den 14. juni i år fyldte Hans Erik Ekstrøm 100 år. Og det er ikke en hvilken som helst 100-årig, som kunne fejre dagen med bl.a. borgmesterbesøg på Lundehaven, hvor fødselaren bor. 
Hverken hoved eller humør fejler noget på trods af de mange år, men benene vil ikke helt, som Hans Erik vil. Derfor er han tilknyttet ”Bogen kommer” på Ballerup Bibliotek, og han glæder sig hver gang over at få leveret masser af spændende læsestof. 

Øvelse gør mester – også på eReolen

Hans Erik Ekstrøm er meget glad for at få leveret bøger fra biblioteket, bøger der passer til hans behov og interesser. 
Alligevel er det godt også selv at kunne vælge sine bøger, og derfor har Hans Erik kastet sig over eReolen. Den imponerende 100-årige overhaler dermed adskillige generationer, som er lidt mere forsigtige med at prøve de nye digitale muligheder.

Hans Erik henter eReolen frem på sin computer, og her kan han selv finde de bøger frem, han vil læse, og det er en kæmpe fordel for ham. ”Det går nogenlunde med at få bøgerne frem”, siger Hans Erik, ”Jeg er langt fra ekspert, men man siger jo, at øvelse gør mester!”

Bøger i mange genrer

Læsning har altid betydet meget for Hans Erik, lige siden han som lille dreng lærte at læse gotiske bogstaver af sin farmor. I skolen var bøgerne dog skrevet med almindelige arabiske bogstaver, så Hans Erik måtte hurtigt omstille sig fra de krøllede bogstaver til det moderne alfabet. 

Hans Erik er en alsidig herre, når det gælder læsning. Han læser gerne både historiske romaner og ældre forfattere som Gustav Wied, Morten Korch, John Steinbeck, Rudyard Kipling og Jack London, men også tidens populære forfattere som Liza Marklund og Anne Holt giver ham gode oplevelser.

Hvis du har lyst til at prøve nogle af Hans Eriks yndlingsforfattere, har vi nogle forslag her på siden - du kan finde dem alle på eReolen, men også som almindelige bøger på biblioteket.

Her kan du læse mere om eReolen og se, hvor let det er at komme i gang med at hente e-bøger og lydbøger.

Tags