Posthuset skaber vi sammen

13.01.21
Det nedlagte posthus bliver nyt samlingssted for alle borgere i Ballerup

Det nedlagte posthus bliver nyt samlingssted for alle borgere i Ballerup

I september 2021 genopstår det nedlagte posthus på Banegårdspladsen som et nyt samlingssted for alle borgere i Ballerup Kommune.

Under overskriften ”Posthuset skaber vi sammen” bliver der knoklet for at gøre det gamle posthus til et nyt samlingssted for alle borgere med plads til både etablerede foreninger, borgere og løse fællesskaber. 

Det 2.300 kvadratmeter store hus er i gang med at blive istandsat og gjort tidssvarende. Blandt andet for at sikre, at der kan anvendes den nyeste teknologi, men også for at give borgere med funktionsnedsættelser fri adgang rundt i huset. Der bliver renoveret med respekt for det rustikke og industrielle udtryk som bygningen rummer.

Levende hus i to etager

Førstesalen i det gamle posthus indrettes til brug for foreninger. I stueetagen er der lagt vægt på, at det skal være et fleksibelt rum med mange anvendelsesmuligheder. Derfor bevares det meget store rum, men indretningen giver også mulighed for at skabe mindre afdelinger og hyggelige kroge.

Der bliver etableret en sal med 185 siddepladser, der kan åbnes op, hvis der er brug for endnu mere plads. Her vil Ballerup Bibliotekerne blandt andet afholde deres arrangementer i fremtiden, men der vil også kunne afholdes konferencer, regionale møder eller lignende for frivillige foreninger og organisationer.

Endelig er en del af stueetagen afsat til at huse Ungerådgivningen og Headspace.

Fællesskab som den røde tråd

Drømmen er, at alle brugere af huset kan få glæde af hinanden og skabe aktiviteter på kryds og tværs af foreninger, uformelle fællesskaber og borgere. At det gamle posthus bliver et sted, hvor borgere kan realisere deres idéer, ligegyldigt om det drejer sig om et enkelt tøjbyttemarked, en fællesspisning eller etablering af et fast skrive-fællesskab.

Det kan kun lykkes, hvis så mange som muligt melder sig på banen, og hvis alle brugerne af huset ønsker at indgå i et større fællesskab og de aktiviteter, der foregår i huset.  

Alle kan byde ind

Har du en god ide og vil du gerne bruge Posthuset som ramme? Så tag fat i os. Vi hjælper med at føre den ud i livet

 

Kontakt

Posthuset@balk.dk

Aktivitetsudvikler Pil Hodal på pilh@balk.dk

Udviklingskonsulent Michael Hansen på mic@balk.dk

Projektmedarbejder Katrine Nielsen på kan9@balk.dk

 

 

Tags