David Bowie - en introduktion til The Thin White Duke

"There's old wave, there's new wave, and there's David Bowie". I gennem mere end fem årtier var David Bowie med til at sætte dagsordenen og rykke ved grænserne i popmusikkens verden.

Fra barn til pensioneret rocklegende

Opvæksten

David Robert Jones blev født i Brixton - en forstad til London 8. januar 1947. Han blev af tanter omtalt som en køn og smilende lille dreng med en tidlig fascination af musik. En melodi som tidligt prægede ham var da han så Danny Kaye synge ”Inchworm” i filmen om HC Andersen. Den melankolske tone i ”Inchworm” fascinerede David og den skulle efter sigende have inspireret ham til melodilinjen i ”Life on Mars”. Da han var seks år gammel, flyttede hans familie til Bromley i Kent, hvor han boede til han var 18. Bromley var også opfinderen af science fiction H.G. Wells’ fødeby. De lidt konservative og følelsesknappe forældre tog sig kærligt af ham, men knapt så kærligt af moderens to andre børn. Storesøsteren var blevet bortadopteret og storebroderen var psykisk ustabil og ikke Bowies fars store kop te. Dette gav barndomshjemmet en trykket stemning og Bowie dårlig samvittighed som måske delvist afspejles i filmen ”Merry X-mas Mr. Lawrence”. Bowies far arbejdede indenfor den kreative branche og han tog amerikanske plader med hjem til sin søn. Bowie har uden tvivl haft en vis prestige i at være blandt de første med adgang til jazz og rock fra staterne. Den fantasifulde dreng var bedst i de kreative fag i grundskolen, så derfor fortsatte han på Bromley Tech bl.a. med Peter Framptons far som lærer.

De sære øjne og det specielle navn

I grundskolen sloges Bowie med sin kammerat George Underwood om den samme pige. Underwood rammer Bowie på det ene øje, hvilket nær koster Bowie synet. Han slap med en udvidet pupil der giver hans ene øje et brunligt skær mens det andet er hans egen blå farve. For at undgå at blive forvekslet med Davy Jones fra The Monkees, var han nødt til at finde et kunstner-navn. Han valgte efternavnet Bowie efter Alamo-helten Jim Bowie og hans berømte Bowie Knife.

Efter 7 magre år fulgte 7 fede

I sin teenagetid spillede han i forskellige bluesgrupper som The King Bees, The Mannish Boys og The Lower Third. Det blev til nogle EP’er og siden albums i eget navn, hvor sangen ”Space Oddity” opnåede moderat succes da den blev spillet til månelandingen. I tresserne var han del af et hippiekollektiv og han dansede også i en mime trup. Han giftede sig i 1970 med Angie Bowie. Ægteskabet varede i 10 år og sammen fik de en søn, som i dag er filminstruktør. Bowie havde sunget og mimet og skrevet tekster fra han var 18 år gammel. Men det var først som 25 årig, at gennembruddet kom i forbindelse med et managerskifte og et imageskifte fra bluesrock og singer/songwriter typen til den kontroversielle, flamboyante glamrocker Ziggy Stardust. Siden er det gået slag i slag med mange forvandlinger og genre-skift undervejs, hvilket har givet ham tilnavnet kamæleonen.

Kokain, krautrock og Berlin triologi

Fra midt halvfjerdserne udskiftede Bowie glamrocken i England til fordel for blåøjet soul i Los Angeles og krautrock. I de år blev Bowie hvirvlet ind i nye kontroverser affødt af hans kommentarer i Playboy, hvor han tilsyneladende hyldede Hitler og udtalte at ”Britain could benefit from a fascist leader”. Disse udtalelser blev fulgt af en tur i en åben veteran Mercedes, og hvad nogle har kaldt en nazihilsen uden for Victoria stationen i London. Bowie har siden trukket sine kommentarer tilbage med undskyldning om, at hans dømmekraft var påvirket af en kokainpsykose. Bowie i midt halvfjerdserne levede på en diæt af kaffe og kokain. Han var så radmager at han på et tidspunkt kun vejede 56 kilo, hvilket nok var årsagen til tilnavnet ”The Thin White Duke”. Bowie og hans gode ven Iggy Pop forlod USA og tog på afvænning i Berlin, hvor han samarbejdede med Brian Eno på det som kom til at hedde Berlin trilogien.

Mainstream firserne

I 1983 udgav David Bowie albummet Let´s Dance. Albummet blev hans store mainstream gennembrud. Efter dette album fulgte nogle ret poppede og ikke særligt kritikerroste albums. Fra at have været en innovativ musiker fremstod Bowie på disse albums som en, der var tilfreds med venstrehånds-arbejde. Bandet Tin Machine ændrede heldigvis på dette billede, og op gennem 90’erne genfandt Bowie, i samarbejdet med bl.a. Brian Eno, lysten til at eksperimentere med genrer som artrock og drum’n’bass.

Ægteskabet med Iman

I 1992 blev Bowie gift med den somaliske topmodel Iman. Sammen har de en datter. Før 1992 levede Bowie det vilde rockstjerneliv, men med Iman faldt til ro. Hun omtales indimellem som lidt skrap, især når hun fanger ham i at bomme smøger af omgangskredsen. 

Den danske forbindelse

I 2005 synger Bowie med på nummeret ”The Cynic” på det danske rockband Kashmirs album No Balance Palace. Bowies gamle producerven Tony Visconti producerer albummet som indbringer Kashmir platin. I en næsten 10 år lang periode herefter hører man ikke ret meget fra Bowie. Han lod virkelig til at være gået på pension fra spotlyset. Som en ven siger: ”He’s no longer interested. His days are very sedate. He reads a lot, he watches movies, he paints. He picks up his daughter from school most days and has a great air of contentment. He has nothing to prove and living a normal, functioning life for the first time is – to him – very exotic and attractive. Nobody worked and played harder than David. He feels he’s earned the right to do exactly as he pleases.”

De sidste år

I 2013 udkom albummet "The Next Day", men stadig holder David Bowie sig ude af rampelyset og udtaler at han er færdig med at give interviews. Den 10. januar 2016, to dage efter sin 69 års fødselsdag og udgivelsen af albummet "Blackstar", døde David Bowie. Dødsårsagen var levercancer, men kun hans nærmeste familie og samarbejdspartnere kendte til sygdommen. Tony Visconti, Bowies producer og ven gennem mange år, indkapsler Bowies liv og død således: "He always did what he wanted to do. And he wanted to do it his way and he wanted to do it the best way. His death was no different from his life – a work of art. He made Blackstar for us, his parting gift. I knew for a year this was the way it would be. I wasn't, however, prepared for it. He was an extraordinary man, full of love and life. He will always be with us. For now, it is appropriate to cry."

Bagom teksterne - en indre og ydre rejse

Bowies tekster er i verdensklasse. Der er indholdsmæssigt både noget for fantasten og filosoffen! Igennem årene har han også eksperimentet med forskellige skriveteknikker, f.eks. i samarbejdet med Brian Eno eller på albummet Diamond Dogs, hvor han benyttede sig af William S. Burroughs ”Cut up teknik”. I det følgende vil vi se på nogle gennemgående teksttemaer.

”A crack in the sky” (Starman) - en fascination af det ydre rum
Historien om Bowies fascination af det ydre rum - afspejlet i tekster som ”Space Oddity”, ”Life on Mars”, ”Ziggy Stardust”, ”Starman”, ”Lady Stardust”, ”Ashes to Ashes”, ”Loving the Alien”, ”Hello Spaceboy” og ”Looking for Satellites” - er historien om en lille dreng i efterkrigstidens England, som har fået udfordret sin store fantasi midt i alt det grå og almindelige ved at lytte til bl.a. Lovecraft’s sci-ence fiction historier i radioen samt læse bøger og tegneserier. Men i den omfattende litteratur om Bowie beskrives også at han måske har følt sig alienated/fremmedgjort i forhold til sine omgivelser.

Zane zane zane Ouvrez le Chien (All the Madmen) - en sindssyg halvbror
Bowies ældre og meget musikinteresserede halvbror Terry fik som ung stillet diagnosen skizofren. Det har uden tvivl påvirket familielivet, især da Terry begår selvmord. Sange som ”All the Madmen” og ”Bewlay Brothers” samt albummet Aladdin Sane (A Lad Insane) er sandsynligvis skrevet med tanke på halvbroderen.

”Live til your rebirth and do what you will” (After All) – en hedonistisk livsfilosofi
Bowie er en filosofisk åben rockmusiker som i sine unge år lod sig inspirere af filosoffen Nietzsches übermensch teori, af forfatteren Georg Orwells dystopier og medlemmet af ordenen ’Golden Dawn’ den biseksuelle okkultist Aleister Crowleys hedonistiske livstil med gør hvad du har lyst til (sex, drugs and rock´n´roll) ’Do what thou wilt’. Se f.eks. ’The Supermen’, ’After All’, ’Quicksand’, ’1984’ og ’Big Brother’.

”The hinterland, the hinterland we´re gonna sail to the hinterland” (Red Sails) – fra station til station
Bowie har flere gange beskrevet sig selv som en rastløs natur. Han kommer let til at kede sig og er evigt på farten efter nye mål. Måske netop derfor har han gennem årene været så god til at forny sig. Han har bl.a. boet i England, USA, Tyskland og Schweitz. ’’Station to Station”, ”Fantastic Voyage”, ”African Night Flight”, ”Move On”, ”Red Sails”, ´”Seven Years in Tibet” beskriver meget godt hans indre og ydre rejser.

Andre temaer f.eks. tid, krig og kærlighed
Mange andre temaer er berørt. Tiden som går f.eks. i albummet Hours, og i numrene ”Changes”, ”Speed of Life”, ”Sons of the Silent Age”, ”Never Get Old”, ”Time”, ”Time will crawl” og ”Golden years”. Krig og våben f.eks. i ”Saviour machine”, ”Scream like a Baby”, ”Criminal World”, ”Five Years”, ”A Better Future” og ”Running gun blues”. Kærlighed f.eks. i ”Heroes”, ”Amazing” og ”Letter to Her”.

Fankulturen - Well ain't that poster love

I en postmodernistisk verden blev de store fortællinger fra f.eks. Marx og Hegel udskiftet med de små fortællinger (legen med jeg-identiteten). David Bowies intelligente identitetsskift har været med til påvirke en hel generations selvopfattelse, og han har været samlingspunkt for en sort, apokalyptisk, og/eller drømmende, ekstatisk, eksistentialistisk, eksperimenterende og længselsfuld bykultur.

’You are not alone’

En kontroversiel kunstner som Bowie har selvklart mødt nogen modstand i sin lange karriere. Men han har også nogle af verdens mest dedikerede fans. Fans som nærmest sværger til ”Bowieism”. Måske fordi han tilbyder en fascinerende og varieret pakkeløsning indenfor musik og lyrik og de mere visuelle udtryksformer såsom film og mode. Eller sagt med andre ord. Han har undgået at blive forudsigelig og kedelig pga. sine mange genre- og stilskift.

Han gjorde sig særligt bemærket i 1970’erne med efterkrigstidens identitetssøgende teenagere. Hans androgyne fremtræden som rockmessiasen Ziggy Stardust vakte opsigt i et England, hvor homoseksua-litet kunne straffes med fængsel. Bowie pustede til gløderne ved at udråbe sig selv som biseksuel (en påstand han senere trak tilbage og tog afstand fra).
Da han rakte hånden ud i sangen ”Rock ´n´ Roll Suicide” mens han smerteligt skrålede ’You are not alone’ , blev den grebet af outsidere, introverte, bøsser, transvestitter, dem der siden skulle blive til punkere, utilpassede individualister, avantgarde typer, modefolk, filmfolk ja alle som havde brug for en ny og mere rummelig identifikationsmodel langt fra tidens maskuline denimrock.

Mange fans - også i Danmark

I 2003 blev Bowie udråbt som den næstrigeste kunstner i Storbritannien kun overgået af Sir Paul Mc-Cartney. Hans formue blev anslået til 510 millioner pund. På musikkanalen VH1's år 2000 liste over de 100 største kunstnere inden for rock 'n' roll var Bowie nummer syv. Han har solgt 136 millioner album og er indskrevet i Rock 'n' Roll Hall of Fame.

I Danmark har Bowie så prominente fans som prins Joachim, forfatteren Benn Q. Holm, filminstruktø-ren Ole Bornedal, musikeren Trentemøller og skuespillerinden Ellen Hillingsø. En af landets største fans gennem tiden var digteren Michael Strunge, hvis første digtsamling fra 1978 ”Livets hastighed” var en direkte oversættelse af David Bowies sang ”Speed of life”.

Kilder: Bibzoom

Jan Poulsen (f. 1962): David Bowie : Starman 1947-2016
  • Bog

David Bowie : Starman 1947-2016

Om den britiske rockstjerne Dawid Bowies (1947-2016) liv og karriere som et af de største ikoner i efterkrigstidens rockhistorie. Om de mange ansigter og udtryk, om film, musik og billedkunst, om succes og seksualitet, og om Bowies placering i en større kulturhistorisk kontekst
Bog
  • Bog

Changes : tekster om David Bowie

(2016)
Bog
Simon Critchley: Bowie
  • Bog

Bowie

Af Simon Critchley (2016)
Filosofisk kig på den britiske rockstjerne Dawid Bowies (1947-2016) musik, tekstunivers og mange personaer, læst ud fra hans værker, og kun sjældent ud fra hans biografi og privatliv
Bog
Marc Spitz: Bowie : en biografi
  • Bog

Bowie : en biografi

Af Marc Spitz (2011)
Om den engelske rockmusiker David Bowies (f. 1947) liv, hans karriere og hans relation til forskellige stilarter inden for musikken og den historiske periode. Bogen er baseret på interviews, bøger og artikler om Bowie
Bog
David Bowie: Who can I be now? (1974 to 1976)
  • Cd (musik)

Who can I be now? (1974 to 1976)

Af David Bowie (2016)
Cd (musik)
David Bowie: A new career in a new town (1977-1982)
  • Cd (musik)

A new career in a new town (1977-1982)

Af David Bowie (2017)
Cd (musik)
David Bowie: The rise and fall of Ziggy Stardust and the spiders from Mars
  • Cd (musik)

The rise and fall of Ziggy Stardust and the spiders from Mars

Af David Bowie (2012)
Cd (musik)
David Bowie: Blackstar
  • Cd (musik)

Blackstar

Af David Bowie (2016)
Cd (musik)