Tema: Mørke

Af Anonym (ikke efterprøvet)
29.10.18
Ballerup Bibliotekerne fokuserer i dette tema på Mørke i bred forstand. Mørke kan blandt andet være de triste sider af tilværelsen, vinterhalvårets mørke, universet, de mørke sider af internettet, samfundets skyggesider og underverdenen. Vi har fundet nogle værker, som på forskellig vis omhandler mørke.

ROMANEN
"Mørkets hjerte" af Joseph Conrad

Mørkere bliver det næppe i litteraturens verden. I Josephs Conrads lille mesterværk fra 1902 kommer læseren ud på en rejse dybt ind i både det mørkeste Afrika og de mørkeste afkroge af mennesket. Den mystiske fortæller Marlow har fået til opgave at hente den berygtede elfenbenshandler Kurtz hjem til civilisationen fra det ukendte Afrika. Undervejs bliver det et studie i den europæiske dannelses forfald og den brutale europæiske kolonialisme. Selvom romanen er mere end hundrede år gammel, er den evigt aktuel i sin civilisationskritik. Det viste instruktøren Francis Ford Coppola, da han i 1979 brugte romanen som skelet til sit eget mørke mesterværk Dommedag nu, hvor rejsen nu handlede om Vietnamkrigens meningsløshed.

BIOGRAFIEN:
”Min rejse til rummet” af Thomas Djursing, Henrik Bendix og Andreas Mogensen

Andreas Mogensen skrev danmarkshistorie, da han 2. september 2015 blev sendt i rummet som første dansker nogensinde. I denne bog tager han læseren med på en betagende rejse med krævende test i dybe grotter og på havets bund, for at nå drømmen om det ydre rum. Det er en inspirerende fortælling om at nå sine mål og om at have den mørkeste arbejdsplads i hele verden – ja universet.

FAGBOGEN:
”Darkmarket: cybertyve, cyberpoliti og dig” af Misha Glenny

I 2006 drog en snes skandinaviske unge til Monaco og levede livet dér på opsnappede kreditkortoplysninger. På to dage formøblede de cirka to millioner kroner. Bogen her handler om svindelen med blandt kreditkort og hvad du kan gøre for ikke at blive svindlernes næste offer.

Materialer