Nye bøger med masser af stjerner

Af Anonym (ikke efterprøvet)
26.11.20
Har du lyst til at forkæle dig selv i denne tid hvor det bare bliver mørkere og mørkere?

Så reservér en spændende bog der er både er anmelderrost og spritny! Vi har samlet nogle af de bedst anmeldte bøger fra november måned som du kan reservere og glæde dig til. God læselyst!

"Et forjættet land" af Barack Obama
Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama giver et indblik i sine år som præsident og deler sine tanker om USAs nuværende tilstand. 
Barack Obama har eftersigende skrevet hele dette første bind af sin selvbiografi i hånden. 
Stemmen og fortællingen i bogen er bevidst autentisk og personlig - og det er vel netop dét man ønsker i en god biografi. 


"»Et forjættet land« er et must read for alle, der interesserer sig for USA, politik, magt, verdens gang, levet liv og den mening, der helst skal dunke som en basgang under tilværelsen." 5/6 stjerner -Berlingske Tidende


"Et åbent øjeblik: Da mine mødre gjorde noget nyt" af Pernille Ipsen
Et åbent øjeblik er en levende og dokumentarisk fortælling om syv rødstrømper, som i sommeren 1971 ad forskellige veje mødtes på den første kvindelejr på Femø – og tog deres nye fællesskab med sig hjem til hverdagen. Sammen satte de sig for at finde ud af, hvad kvinder ville og kunne, hvis de ikke skulle relatere sig til mænd. De besatte et hus i centrum af København og fandt nye måder at være kvinder på.


"Er det en bog, jeg læser, eller en tidsmaskine, jeg er trådt ind i? Mere end en gang kigger jeg lettere fortumlet på min smartphone for at sikre mig, at jeg fortsat har fødderne plantet i det 21. århundredes digitale muld." -Weekendavisen.


"10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden" af Elif Shafak 
Hun ligger i en affaldscontainer i udkanten af Istanbul. 
I 10 minutter og 38 sekunder efter at hendes hjerte er holdt op med at slå, genoplever den prostituerede Leila sit liv og sine venskaber. 


"10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden' er en fabulerende, sjov, smuk og indigneret bog, skrevet af en aktivistisk kunstner, der fortæller sandheden om kvinders mishandling - og uendelige power." 5/6 stjerner -Kristeligt Dagblad

 

"Min Kristin" af Maria Helleberg
Historisk portrætroman om den svenske adelskvinde Kristina Gyldenstjerne og hendes indflydelse i 1500-tallets Sverige, der var præget af krig, undertrykkelse og reformation. 
Farverig underholdning for de mange yndere af Hellebergs historiske kvindeportrætter. 

"Man fornemmer samtidigheden med den engelske Tudorslægt og hele det dramatiske 1500-tal, hvor nye religiøse modsætninger gør det lettere for Europas fyrster at eliminere deres fjender som kættere. Alt er nyt, uigennemskueligt, livsfarligt. Personerne tåger rundt i kolde, slet oplyste borge og elimineres som brikker i et spil, de aldrig fatter reglerne i, og da slet ikke, om de selv efterlader sig noget af værdi. Et lille lyspunkt er, at Maria Helleberg udforsker kvinders muligheder i en tid, hvor kvinder ikke formelt kunne indtage offentlige roller, men gjorde det alligevel." -Information
 

Materialer