Kongeriget Danmark

Dyk ned i vores fælles historie

Søndag den 14. januar blev en dag til historiebøgerne, da H.M. Dronning Margrethe 2. abdicerede, og Frederik 10. kunne lade sig hylde fra balkonen. De københavnske gader var proppet med tusindvis af mennesker, flag og store smil. Nationalfølelsen bredte sig fra Christianborg og videre ud til stuerne i det ganske danske land.
En følelse af at være en del af et fællesskab, en del af en fælles historie, gav genlyd fra øst til vest fra nord til syd – og måske også til Ballerup?

Var du en af dem, der ikke kunne undgå at blive rørt af det historiske øjeblik, har vi fundet en række andre vigtige perioder og store øjeblikke i Danmarks historie, du kan dykke ned i her: 

Oldtiden, vikingetiden og de første konger
Vil du starte ved begyndelsen af Danmarks historie, kan du fx dykke ned i oldtidssagaerne, lære mere om vikingerne eller stifte bekendtskab med nogle af vores allerførste konger; Gorm den Gamle, Harald Blåtand og Svend Tveskæg. 

Margrethe 1. og Kalmarunionen
Et stort øjeblik i Danmarks historie – og i hele Skandinaviens – var dannelsen af Kalmarunionen i 1397. Det var en union, der bestod af Danmark, Sverige (med Finland) og Norge, og som regeredes de facto af Margrethe 1. frem til hendes død i 1412.
Ønsker du at blive klogere på, hvordan det kunne lade sig gøre, at en kvinde i middelalderen samlede norden, er der både fagbøger og romaner om den prominente danske dronning.  

Reformationen
1536 er også et årstal, alle danske børn får indprentet som særligt vigtigt i løbet af deres skoletid.
Det var nemlig året, hvor Reformationen fandt sted; hvor den tyske reformator Martin Luthers protestantiske tanker slog igennem i det tidligere katolske Danmark og ændrede vores land for altid.
Bliv klogere på den epokegørende tid med fx en Tænkepause om Reformationen. 

Christian 4. og 1600-tallets Danmark
Christian 4. er nok en af Danmarks mest farverige konger – og det siger ikke så lidt.
Han er kendt for at have bygget en masse flotte bygninger, fået en masse børn med en masse forskellige kvinder, kæmpet i op til flere krige og mistet en hulens masse af rigets penge.
Det er dén Christian, der stod ved højen mast i røg og damp.
Få meget mere at vide om en af Danmarks længst siddende konger i historiker Steffen Heibergs biografi, kom helt tæt på kongen ved at dykke ned i hans egne breve eller bliv klogere på kongens tumultariske kærlighedsliv og familieforhold i den historiske roman ”Kongens kvinder” af altid skønne Maria Helleberg.

Enevældens indførelse 
Christian 4. efterlod en såkaldt håndfæstning til sin søn og efterfølger, Frederik 3. Det vil sige, at kongens magt blev markant indskrænket. Paradoksalt nok endte det med at være selvsamme konge, der fik indført Enevælden i 1660, og dermed fik uindskrænket magt.
Læs mere om Frederik 3. og Enevælden i Michael Bregnsbos ”Enevælden” eller læs biografien om Frederik 3., der gik fra at have meget lidt reel magt til at have al magt i Danmark.    

1849 – Danmarks første grundlov
Den 5. juni 1849 blev Danmarks første grundlov vedtaget, og Danmark var nu et demokrati med konstitutionelt monarki.
Frederik 7. havde afgivet magten til folket. Eller i hvert fald dele af folket – kvinder og tjenestefolk uden egen husstand havde stadig ikke stemmeret.
På biblioteket har du både mulighed for at låne en kort bog om junigrundloven eller – hvis du bliver bidt af viden om lov og ret – den 435 sider lange ”Lov og land: en fortælling om Danmarks love gennem 800 år” af Kaare R. Skou. 

Krigen i 1864
1800-tallet blev et katastrofalt århundrede for Danmark. København blev bombarderet, vores flåde blev stjålet, vi gik statsbankerot og mistede Norge.
I midten af århundredet måtte vi stå igennem de to slesvigske krige; tre-årskrigen 1848-1851 og krigen i 1864, hvor vi mistede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Danmarks var pludselig et lille land. 
Dyk ned i dette epokegørende århundrede med fx Tom Buk-Swientys populære bøger om ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als” eller historiker Rasmus Glenthøjs ”1864”.

1915 – Danske kvinder får stemmeret
1915 blev året, hvor de danske kvinder endelig fik stemmeret.
På bibliotekets hylder findes flere bøger, der gør dig klogere på den vigtige begivenhed, bl.a. Pia Friis Laneths ”1915”. Er du mere til romaner, kan du låne Gertrud Tinnings ”En uretfærdig tid” og ”Dagmars svære valg”, der handler om danske kvinders rettigheder – eller mangel på samme – for lidt over 100 år siden. 

Første Verdenskrig 
Tusindvis af sønderjyder blev tvangsudskrevet til at kæmpe for Tyskland under Første Verdenskrig. Få et indblik i livet ved fronten i fx ”Danskere på Vestfronten” af Claus Bundgaard Christensen eller ”I ildlinjen: H.C. Brodersens krigsdagbog 1914-1919”.
Til dig, der elsker romaner, kan vi anbefale ”Ernas krig” af Erling Jepsen; historien om den handlekraftige Erna, der trækker i mandstøjet og følger med sin tvangsudskrevne søn til fronten.

Anden Verdenskrig og Besættelsen
9. april 1940 og 5. maj 1945 er unikke datoer i Danmarks nyere historie.
Her blev vi besat, og her blev vi befriet fra den tyske besættelsesmagt.
De fem mellemliggende år er måske de år, der er skrevet allermest om i dansk historieskrivning, og på biblioteket kan du blive klogere på alle aspekter af besættelsestiden.
Find bøger her på siden om modstandskamp, tyskerpiger, jødernes flugt, danske nazister og nøglepersoner i tiden som fx den omdiskuterede politiker Erik Scavenius.
Ønsker du et forkromet overblik, bør du låne ”Danmark besat: krig og hverdag 1940-1945” af Claus Bundgaard Christensen.    

... Og så er der alle de andre vigtige begivenheder, som du også kan finde bøger, lydbøger, e-bøger, film og artikler om på dit bibliotek. 

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark! 

Materialer