Hvorfor fejrer vi fastelavn?

10.02.24
I Danmark fejrer vi fastelavn ved at slå katten af tønden, klæde os ud og ikke mindst valfarte til byens bagerier efter de lækre fastelavnsboller. Men hvad er egentlig historien bag traditionerne? Hvorfor fejrer vi fastelavn?

Fastelavn er et levn fra den katolske tro før reformationen, og var en fest, der markerede begyndelsen på fasten. Fastelavn strakte sig over tre dage, hvor det gjaldt om at skeje ud, inden fastens strenge regler skulle overholdes indtil påske.

Under fasten måtte man ikke spise kød, fedt, sukker, hvede og andre madvarer der var dyre og fine dengang (af samme årsag hedder den tilsvarende højtid Karneval ”Carne vale”, som betyder farvel kød, i sydeuropæiske lande). I stedet spiste man groft brød, fisk og grønt.

Desuden skulle man dyrke troen, og nærme sig gud ved at bekende sine synder. I reformationens Danmark var fasten altså en slags januar-slankekur, der samtidigt skulle forberede de fastende åndeligt til påsken, kirkens vigtigste højtid.

Derfor var fastelavn en højtid der gjaldt om at give den gas mens man kunne. Byens ugifte karle red udklædte rundt til gårdene, hvor de lavede ballade og samlede ind til en stor fastelavsfest. Her blev der spist og drukket tæt, samtidigt med at der blev afholdt lege og konkurrencer, der overskred samfundets almindelige normer.

Nogle af legene kender vi stadig i dag, f.eks. at slå katten af tønden, vel at mærke med en levende kat inde i tønden.

Det blev dog for meget med udskejelserne og flere fastelavnstraditioner blev forbudt ved Danske lov i 1683, fordi de under tiden kunne have erotisk karakter.

Så det er altså nu, hvis du skal nå at have en fastelavnsbolle før det er ”forbudt”. Og hvis din lokale bager allerede har udsolgt, kan du finde opskrifter på de søde sager lige her under.

I dag, lørdag den 10. februar, er der desuden fastelavnsfest med tøndeslagning i Skovlunde Kulturhus kl 10-13: https://bib.ballerup.dk/arrangementer/boern-og-unge/fastelavn-0

Kilder:

Den Store Danske; Fastelavn: https://denstoredanske.lex.dk/fastelavn?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI3e2Z9J-ehAMV9hqiAx0XZw09EAAYAiAAEgI1E_D_BwE

Historie online: Hvorfor holder vi fastelavn?:https://www.historie-online.dk/temaer-9/arstidens-skikke-14-14-14/fastelavn-18-18/hvorfor-holder-vi-fastelavn

Tags
Materialer