Magi i luften

Af Anonym (ikke efterprøvet)
16.09.20
Der er ingen tvivl om, hvor meget Disney fylder i danske børns bevidsthed og nu bliver det endnu nemmere at tilbringe tid i selskab med Elsa, Pinocchio, Darth Vader og alle de andre, når Disney+ går i luften.

Du kan selvfølgelig stadig finde alle de populære Disneyfilm på bibliotekets hylder på både DVD og Blu-ray.
Men Disney er ikke de eneste, der kan skabe animeret magi på skærmen. Der findes masser af rørende, sjove og storslåede eventyr som hele familien kan gå ombord i via Filmstriben.dk,  og vi har samlet nogle af de allerbedste her: 

Ups! Hvor er arken

Alle dyr er samlet. Dommedag er nær! En flodbølge vil lægge Jorden øde, men en ark står parat! En 'nestrianer'-far og hans søn nægtes adgang på arken, men sniger sig om bord sammen med en 'grymp'-mor og hendes datter. Da flodbølgen kommer, er ungerne ved et uheld ikke på arken og efterlades!

Khumba

Den lille zebra Khumba er født uden halvdelen af sine striber og derfor udstødes han af sin flok. For at blive som de andre rejser han gennem ørkenen for at finde det fortryllede vandhul, men hvor mange striber skal der i virkeligheden til, for at være en rigtig zebra?

Den 7nde dværg

Da den yngste dværg Bobo ved et uheld kommer til at stikke Prinsesse Rose i fingeren med en farlig gift, sendes hele kongeriget ind i en dyb søvn. Bobo og de seks andre dværge må derfor tage på en farefuld rejse ud i fremtiden for at redde Rose og kongeriget. En sjov fortælling for hele familien, der blander karakterer fra de bedste klassiske eventyr.

Otto er et næsehorn

Topper savner sin far, der sejler på de syv have, og føler sig generelt lidt kikset. Men da Topper finder en magisk blyant og tegner et gult næsehorn, der bliver levende, sker der ting og sager, som vender op og ned på livet for Topper og menneskene omkring ham!

Ronja, sæson 1, afsnit 1-9

En voldsom uvejrsnat med lyn og torden og svævende skovhekse fødes Ronja. Hun er datter af den koleriske røverhøvding Mattis, og der er uforsonlig krig på kniven mellem Mattis og rivalen Borka. Men Borkas søn Birk og Ronja bliver venner og udfordrer deres forældres fjendskab!

Materialer