Hanne Lykke Rix

Fantasy-forfatter skriver sine bøger på Ballerup Bibliotek

15.09.18
Med Ballerup Bibliotek som arbejdsværelse har Hanne Lykke Rix skrevet sin tredje bog i fantasyserien ”Kongestenen”.

Artikel af Maria Billingsøe Martinsen

Hanne Lykke Rix, der i foråret 2018 debuterede med de to første bøger, er nu klar med den tredje bog ”Fioron” i fantasyserien ”Kongestenen”. Serien handler om den unge Ellin, der må flygte fra sit hjem med den kostbare Kongesten i rygsækken, fordi landet er blevet besat af den onde kong Drog fra nabolandet. 

Fantasygenrens frie grænser
For Hanne Lykke Rix har litteraturen og især fantasygenren altid fyldt meget. Allerede som barn var bøger en stor del af hendes liv. Selvom hun ikke havde planer om at blive forfatter, elskede hun at skrive og læse. Hun slugte bl.a. alle Narnia-bøgerne og Ringenes Herre-trilogien. Som voksen har hun nydt at læse bl.a. Harry Potter-bøgerne højt for sine egne børn.  

Hanne Lykke Rix er selv glad for at skrive fantasy på grund af den frihed, som genren giver. Her kan Hanne at skabe et tidsløst univers, som kan læses igen og igen.
Jeg er nysgerrig efter at prøve forskellige ting af, men det, der for mig er den helt store fordel ved fantasygenren, er, at man har en utrolig stor frihed. Jeg kan gøre, hvad der passer mig. Hvis man skal lave et realistisk univers, så forsvinder det tidsløse. Hvis jeg skriver et øjebliksbillede, så bliver det hurtigt gammeldags. Det går så stærkt det hele, og jeg kan måske godt lide, at det er lidt mere universelt”, lyder det fra forfatteren.

Skriveprocessen og biblioteket
Historien til ’Kongestenen’ dukkede meget pludseligt op hos Hanne Lykke Rix - faktisk midt under en øvelse i forbindelse med hendes uddannelse i speech og drama.
Under en dramaøvelse, hvor jeg stod på en skrænt og beskyttede en skat, fik jeg pludselig åbningsscenen ind i hovedet. Det førte til, at historien lige så stille dukkede op”, fortæller Hanne Lykke Rix.

Mange af ideerne til handlingen i hendes bøger er blevet til under løbeture i skoven, ved havet eller på ferier ud i verden. Selve skriveprocessen er foregået hjemme, hvor det af og til har været svært at få ro til at arbejde historien igennem.

En stor del af den tredje bog, der forventes at udkomme i oktober 2018, er derfor blevet skrevet på Ballerup Bibliotek. Her har Hanne Lykke Rix brugt mange timer på at skrive og færdiggøre sine bøger.
Jeg valgte at skrive på biblioteket, fordi Ballerup Bibliotek havde et godt tilbud. Jeg bookede et studierum op til 4-5 timer ad gangen for at få ro og disciplinere mig selv til redigeringsarbejdet”.

Hanne Lykke Rix arbejder med historierne på flere forskellige måder. Hun lægger en overordnet plan for, hvad bøgerne skal handle om, og så er hun åben for, at der hele tiden dukker nye karaktere og scener op, som er med til at forme historien.
Det er lidt ligesom en skulptur, der bliver lavet fra alle sider på en gang. Det er faktisk meget spændende for mig. Den grundlæggende struktur ændrer sig ikke så meget, men der kan ske mange ting undervejs, som jeg ikke havde regnet med”, fortæller forfatteren.

En af grundene til, at Hanne Lykke Rix for alvor begyndte at skrive, var et behov, hun oplevede hos sine børn. De var ved at komme i puberteten og manglede bøger til deres aldersgruppe.
Mine børn læste rigtig godt, men meget af det, som de var gode nok til at læse, var for voksent. Jeg syntes, at der manglede noget til mellemalderen”, fortæller Hanne.

Og det er lige præcis det, Hanne Lykke Rix har skrevet. Bogserien ’Kongestenen’ henvender sig til børn og unge fra 11 år.
Bogserien kommer til at bestå af 6-7 bøger. Det endelig tal kommer an på, hvor mange omveje hovedpersonen Ellin må tage på sin rejse for at beskytte Kongestenen.  

Hanne Lykke Rix vender tilbage til Ballerup Bibliotek fredag den 21. september til et skolearrangement. Her fortæller hun elever fra Ballerups skoler om skriveprocesser og lægger op til deres eget arbejde med skrive.

FAKTA
Hanne Lykke Rix er 51 år og debuterede i 2018 med de første to bind i bogserien ’Kongestenen’.

Bog 1: Ellin
Da landet Okenos angribes, må 13-årige Ellin bringe Kongestenen sikkert til Kong Flod i landet Furien. Men vejen er farefuld, for Kongestenen siges at skænke magten over Okenos til sin ejer. Ellin må lære at skelne mellem ven og fjende
Bog 2: Miralins Datter
Ellins modtagelse hos Kong Flod i Furien er ikke som forventet. Hvorfor tøver han med at sende hjælp til Okenos? Ellin må forsøge at finde ud af hvad der foregår og få styr på sine følelser for kronprins Ørn af Furien
Bog 3: Fioron
Efter et liv med undertrykkelse og mishandling har prins Falk fået nok. Drevet af en ubændig vrede over sine forældres forræderi lykkes det ham at stjæle Kongestenen og flygte ud i Furiens store skove.

Bøgerne kan læses fra 11 år.

Materialer