Bliv en haj til at læse

Nu er det blevet lettere at finde let-bøgerne.

Skal du finde en god og spændende let-serie til læsetræningen? Så kig efter hajen på biblioteket. Herunder finder du nemlig alle let-serierne. 

Hvad med at prøve én af de her skønne, nyere serier:

Fantasyserie:
”Dragesjæle” af Pernille Eybye. Milar er fårehyrde, men han vil gerne være kriger. Han bor i et rige, hvor Dronning Inis har magten.
Hun er grådig og tager dragernes sjæle. Der er 9 spændende bind i serien. 
 

Klimaserie: 
”Pas på naturen” af Jørn Jensen. En serie hvor du læser om klimaproblemerne i børnehøjde. Måske du har tænkt over om havet stiger eller hvad der sker når dyr spiser plastik…
Læs med her og få en god historie, samtidig med at du får viden.
 

Gys:
”Halloween på galgebakken” af Marie Duedahl. Denne serie er lidt speciel, for alle bøgerne handler om den samme aften, men i hver bog er historien set fra en ny hovedpersons vinkel. 
 

Veninder, selfies og sociale medier:
”Star Galaxy” af Maria F. Sanko. 
Pigerne My og Runa chatter på nettet med én der hedder Lisa. Tør de møde hende i virkeligheden?

Dyr:
”Dyr i fare” af Maria Rørbæk.
Læs om en hest, en abe og om hunde. I hver af de tre bøger er der et dyr, der er i fare. Hvem hjælper? Det gør Flora og hendes brødre.

Spil: 
”Fanget i et spil” af Valdemar Tellerup.
Noah bliver i hver bog fanget i et nyt spil. I har nok prøvet at spille spillene, men har I læst bøgerne? Det kan anbefales at reservere bøgerne ”Fanget i et spil”, da de er meget efterspurgt. 
 

Andre gode bøger og klassikere:
Hvis du ikke er til serier, men bare gerne vil læse lette bøger uafhængigt af hinanden. Hvad så med at læse fx et eventyr, en klassiker eller Star Wars? 
Eller måske en bog om Spidermann eller Vitello?
Vi har også læsebearbejdede historier ”Læs selv” med Astrid Lindgrens- og Ole Lundkirkegårds skønne historier.
Du finder dem også i området med hajen, men blot op ad væggen. 

Rigtig god læsefornøjelse!