Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Lokalitet
Salen
Target
For alle
Foredrag og debat

Datalogien i din lomme

22.11.22
Livestreamet videnskabsforedrag fra Aarhus Universitet

Hop med ned i lommen og hør om vejen fra computere så store som gymnastiksale til små håndholdte smartphones, som har millioner gange mere regnekraft end den rumfærge, der bragte de første mennesker til månen.
Smarte algoritmer, kunstig intelligens og nyskabende brugergrænseflader baseret på stadig hurtigere og mindre computerchips har skabt de digitale innovationer, der har revolutioneret vores hverdag. 

I dette foredrag giver de to professorer i datalogi Kasper Green Larsen og Kaj Grønbæk et indblik i den datalogi, vi alle går omkring og bruger.
Du vil blive klogere på, hvordan ideerne og teknologierne er udviklet, og hvordan de har givet os alle de digitale redskaber, som vi bruger mange gange om dagen: webbrowsere, søgemaskiner, smartphones og snart Augmented Reality briller.

I foredragets første halvdel fokuserer vi på historien om digitale innovationer, helt fra de første computere til designet af brugergrænseflader som mus, desktop, webbrowser, smartphone mv., som vi kender i dag. Disse brugergrænseflader er helt centrale, da de har gjort det muligt at udbrede de digitale teknologier til milliarder af almindelige brugere uden datalogisk indsigt. 

I den anden halvdel kigger vi dybere ned i datalogien for at forstå, hvordan forskning i data, algoritmer, programmer og kunstig intelligens spiller en central rolle i den teknologiske udvikling. Hvad er det for eksempel, der muliggør, at Google kan håndtere mere end 8 milliarder søgninger om dagen? 

Undervejs vil vi forklare, hvad algoritmer er, hvordan forskellige algoritmer kan være mere eller mindre effektive, og hvorfor det er vigtigt. 

Til sidst kigger vi nærmere på kunstig intelligens, også kaldet maskinlæring, for at forstå hvordan computere kan ”lære” at forstå talesprog, genkende billeder, lave forudsigelser og endda skrive tekst, som er meget vanskeligt at skelne fra noget, der er skrevet af mennesker.

Med denne aktivitet støtter Ballerup Bibliotekerne op om FNs verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse: Vi skal sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring.

Tirsdag den 22. november kl. 19-21
Kulturhus Måløv
Gratis billetter