Digteren Yahya Hassan er død

01.05.20
- blot 24 år gammel.

Han tog ordet i sin afmagt og blev en af de unge døde.

Torsdag blev det bekræftet, at stortalentet Yahya Hassan er død, kun 24 år gammel.

Yahya Hassan debuterede med digtsamlingen "YAHYA HASSAN" i 2013.
Bogen skød omgående til tops på både bestsellerlister og hos anmelderne. Det var en debut, som udløste en sand mediestorm i den danske presse, og i løbet af få uger måtte forlaget øge oplaget af digtsamlingen til over 20.000 eksemplarer.

Bogen begynder med de ikoniske ord "FEM BØRN PÅ STRIBE OG EN FAR MED KØLLE", og digtene skildrer opvæksten i en dysfunktionel muslimsk familie og en ungdom som hashrygende kriminel. Både som kunstværk og som vidnesbyrd blev debutbogen skelsættende i den danske offentlighed.

I flere år efter debuten kæmpede Yahya Hassan med berømmelsen, og medierne flød over af historier om narko, druk, vold, anholdelser, politibeskyttelse og psykiatrisk indlæggelse.

Efter seks års pause udkom Yahya Hassans anden digtsamling ”YAHYA HASSAN 2” i november 2019. Forlaget havde holdt udgivelsen hemmelig helt frem til udgivelsesdagen. Digtsamlingen er en direkte fortsættelse af debuten, med autofiktive digte, der på samme vis knytter sig til Hassans eget liv.

Nu er det slut. Det liv blev alt for kort. 

Læs hele forfatterportrættet af Yahya Hassan på Forfatterweb

 

 

Materialer