Om dette arrangement

Tid
18:45 - 21:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Target
For alle
Foredrag og debat

Kaffe - bare noget vi drikker?

21.03.23
Livestreamet videnskabsforedrag

Den daglige kaffekop er en af del af mange danskeres hverdag – men hvad er det egentlig, vi drikker?

Hør tre forskere fortælle om kaffe – om kaffeplantens biologi, dens dyrkning og bearbejdning til den kaffe vi drikker, om bæredygtig kaffe, om den betydning klimaændringerne vil få for fremtidens kaffe og om sundhedsaspekterne ved at drikke kaffe.

Kaffeplanten

Kaffeplanten er en flerårig afgrøde med en enorm betydning globalt – både økonomisk og kulturelt. 

Det er kun nogle få arter af planten inden for slægten Coffea, som dyrkes på tværs af troperne, men hvor kommer planterne oprindeligt fra, og under hvilke klimatiske betingelser trives de bedst? 

Botaniker Anders Sanchez Barfod fra Aarhus Universitet har i mere end tre årtier forsket i tropiske planteressourcer. Han vil give en bred indføring i kaffeplantens botanik – herunder de seneste årtiers udforskning af dens vilde slægtninge. 
Du vil også høre om, hvad kaffebønnen mere præcist udgør i frugten og få en opskrift på, hvordan man kommer fra den høstklare frugt på kaffebusken til den dampende kop kaffe, som mange af os nyder hver dag.

Kaffedyrkning og økosystemer

Millioner af farmere i det såkaldte ’kaffebælte’ omkring Ækvator producerer nok kaffe til at vi, verden over, kan nyde over 31.000 kopper i sekundet. 
Det kræver et stort areal, og historisk set har kaffedyrkning ført til afskovning og tab af biodiversitet, men under visse forhold har kaffedyrkning i dag en helt anden rolle.

Naturressourceøkonom Aske Skovmand Bosselmann fra Københavns Universitet vil fortælle om kaffens dyrkning, og hvordan farmere verden over ikke bare producerer kaffebønner, men også økosystemtjenester, som vi alle kan drage fordele af – bl.a. i forhold til klimaforandringer som i dag er et centralt emne inden for bæredygtig kaffe. Du får også et indblik i den nyeste forskning, der skal sørge for, at vi fortsat kan drikke kaffe i et forandret klima.

Kaffe og sundhed

I foredraget sættes vores brug af kaffe også i et historisk perspektiv.
Selve udviklingen i danskernes forbrugsmønster af kaffe, fra den blev introduceret i Danmark i 1665 til nu, har nemlig været meget bemærkelsesværdig.

Diabetes- og ernæringsforsker Kjeld Hermansen fra Århus Universitet vil udfordre de mange påstande om, hvordan kaffe påvirker kroppen. 

Man hører fx ofte udsagn som: ”Man skal passe på med ikke at drikke for meget kaffe”, ”Kaffe er usundt og kan fremkalde kræft og hjertekarsygdomme” og ”Kaffe kan afkorte livet”. 

Spørgsmålet er om dette er myter eller fakta? 

Kjeld Hermansen vil gennemgå, hvordan kaffe påvirker dødeligheden samt de store folkesygdomme kræft, hjertekarsygdomme og type 2-diabetes. 
Og du vil få et indblik i hans forskningsgruppes arbejde med at belyse virkningsmekanismerne for kaffe på risikoen for at udvikle type 2-diabetes.

Tirsdag den 21. marts kl. 18.45-21
Kulturhus Måløv
Gratis billetter
 

Materialer