Her er romanen til din 1. maj
Læs "Arbejderhjerte 1" på Arbejdernes kampdag
Af Cecilie Damgaard Morales Bondy

Min allerbedste læseoplevelse i 2024 var helt absolut norske Carl Frode Tillers socialrealistiske ”Arbejderhjerte 1”, der også høstede 5/6 stjerner fra såvel Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken og blev kaldt ”stilfærdigt storslået”.
Det er en historie om Norge fra 1970’erne til 2020’erne. I bogens begyndelse møder vi den midaldrende Trond, der er i krise. I litterære krydsklip lærer vi mere om Trond og hans familie. Trond voksede op i 1970’erne i den lille by Namsos med en far, der arbejder på savværket og er kommunist og en mor, der er sygeplejerske og kommer fra en streng kristen menighed. Trond har også en bror, som er håndværker, og som passer som fod i hose til det lille lokalsamfund Namsos. Trond tog en anden vej i livet og endte med at læse på universitet og gifte sig ind i den kreative klasse og få to piger. Og nu, ja, nu er Trond så i krise. Han føler sig fremmedgjort i sit eget liv, og bogen søger at hitte rede i, hvordan han er havnet her; skilt, fyret og drikfældig. ”Jeg kunne ikke genkende mig selv, sådan var jeg ikke, og sådan ville jeg ikke være”, som der så fint står.
”Arbejderhjerte” 1 er en historie om Norge fra 1970’erne til 2020’erne. Men det er også en historie om at være mand, søn, far og menneske. Om klasse og køn, politik og samfund. Ja, kort sagt handler bogen simpelthen om livet, fortalt på en måde, så fortællingen bliver universel såvel som personlig. Læs den alene eller læs den med din bogklub – så længe, du læser den!
Cecilie, litteraturformidler.