Litteratur

Dansk forfatter er med i opløbet om kæmpe international litteraturpris

Det kan ikke blive meget større for Solvej Balle

Af Helle Trolle

Solvej Balle er ikke uvant med at modtage store litteraturpriser. 
Hun har tidligere modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, som er den største litteraturpris til nordiske forfattere. 
Denne pris fik hun for de tre første bind i serien ”Om udregning af rumfang”.

Nu er seriens første bind, »Om udregning af rumfang I«, blevet nomineret til International Booker Prize. 
Det er en af verdens mest prestigefyldte priser, og alene det at blive nomineret er en kæmpe hæder.

The International Booker Prize gives til internationale forfattere, hvis værker er blevet oversat til engelsk, og prisen gives til både forfatter og oversætter.

Solvej Balle er sammen med sin oversætter Barbara J. Haveland nomineret blandt kun 13 kandidater.

Årets modtager af The International Booker Prize afsløres ved en ceremoni på museet Tate Modern i London den 20. maj.

Om udregning af rumfang

Solvej Balles romanserie ’Om udregning af rumfang’ handler kort fortalt om Tara, som sammen med sin mand, Thomas, handler med antikvariske bøger. Efter en forretningsrejse er tiden gået i stykker og kommet imellem dem, fordi Tara er den eneste, der har været i - og oplevet den 18. november, mens Thomas (og alle andre) lever i dagen før.  

I deres forsøg på at finde hinanden på tværs af deres brudte tidsopfattelse, udforsker bogen både kærlighed og tidens uforudsigelighed.

De fem første bøger ud af den planlagte serie på syv er allerede udkommet på hendes eget forlag. 

Oversættelser af bogen er på vej i flere end 20 lande.

 Vi hepper på Solvej Balle!