Nye inspirerende udstillinger på Ballerup Bibliotek
Nye bøger, gamle favoritter og anbefalinger fra andre læsere
Af Jakob Bach Jeppesen Nyborg
Har du brug for lidt inspiration til, hvad du skal læse? Så kig forbi biblioteket. Lige nu har vi fire nye udstillinger med bøger om blandt andet kroppen, ø-liv, svenske forfattere – og bøger anbefalet af andre læsere.
Hjerte og hjerne
Hvad sker der i kroppen, når vi bliver forelskede, stressede eller triste? Og hvordan påvirker sygdomme i hjerte og hjerne vores hverdag?
I udstillingen Hjerte og hjerne har vi samlet fagbøger, personlige fortællinger og romaner om kroppen og sindet. Her er bøger om sygdom og sundhed, men også om kærlighed, sorg, glæde og de følelser, vi alle kender.
Drømmen om en ø
Øer danner rammen om nogle ret forskellige historier. Små samfund, lange afstande, havet lige uden for døren – og et liv, hvor man ikke altid bare kan tage videre.
I Drømmen om en ø finder du romaner fra øer rundt omkring i verden. Fra de nordiske klippeøer til Middelhavet og små øsamfund langt væk. Her er fortællinger om natur, fællesskab og ensomhed
Store svenskere
Svenske forfattere har gennem tiden leveret masser af gode læseoplevelser.
I Store svenskere har vi samlet bøger af nogle af Sveriges mest kendte og læste forfattere. Du finder både klassikere og nyere forfattere – måske en gammel favorit, du har lyst til at læse igen, eller en forfatter, du endnu ikke har stiftet bekendtskab med.
Inspirationsstationen
Hvilken bog har du sidst læst, som du straks fik lyst til at anbefale til andre?
I Inspirationsstationen er det bibliotekets brugere, der står for anbefalingerne. Skriv titlen på en bog, du synes andre skal læse, og læg din anbefaling i kassen. Til gengæld kan du tage en anbefaling fra en anden læser med hjem.
På engelsk bruger man udtrykket pay it forward om at sende noget godt videre til andre. Det er tanken bag Inspirationsstationen. Du deler en god læseoplevelse med den næste læser, som så kan gøre det samme.
Kig forbi biblioteket og se, hvad der står på hylderne og i udstillingerne lige nu.