Beskyt din ebogslæser med hjælp fra Techteket
Af Helle Trolle
Jeg elsker min ebogslæser. Faktisk vil nogle sige, at jeg er afhængig af den, for jeg har den altid med mig.
Jeg læser især fantasy, og de bøger kan altså være noget af nogle tunge mobbedrenge, så det er rart at læse dem på min ebogslæser, så de ikke vejer noget.
Når jeg ikke læser, bor min ebogslæser i min taske, hvor den er ret udsat. Så jeg satte mig for at beskytte den på bedst tænkelige måde.
Jeg tog fat i mine gode kollegaer fra Tech-teket, og sammen gik vi i tænkeboks over, hvordan vi bedst muligt kunne løse udfordringen og samtidig lære mig om nogle af de seje maskiner, Ballerup Bibliotekerne har i Techteket.
Det endte med, at vi fandt et gratis 3D-cover på hjemmesiden www.thingiverse.com, som vi så hev over i 3D-print-programmet Tinkercad, så jeg kunne customize, så det både kunne rumme min ebogslæser og mit lædercover.
Jeg har aldrig prøvet at 3D-printe noget, men det var faktisk super nemt! Den eneste ulempe var min egen utålmodighed. Det tog 14 timer at printe coveret, så jeg kunne desværre ikke få det med hjem samme dag.
Har du også lyst til at printe noget tilsvarende - eller noget helt andet? Så kig forbi Tech-teket, hvor der altid er flinke mennesker, som er parate til at hjælpe dig.
Elsker du også at læse e-bøger? Så husk, at der findes et kæmpe udvalg på e-Reolen. De kan både læses på iPhone, iPad, computer og udvalgte ebogslæsere.