Fra tarme til stjerner: Kom til seks aftener fyldt med ny viden
Dyk ned i alt fra tarmenes mysterier og havets tilstand til liv i universet og kunstig intelligens. Det foregår i Kulturhus Måløv og er helt gratis!
Af Morten Lykke Larsen

Aarhus Universitet inviterer i efteråret til en række spændende foredrag, som kan følges på biblioteker over hele landet.
I Kulturhus Måløv sendes de seks naturvidenskabelige foredrag direkte. Her kan du bl.a. blive klogere på alt fra tarmsystemets mysterier til havets tilstand. Det er gratis at deltage, og foredragene finder sted tirsdage kl. 19-21.
Læs mere om de enkelte foredrag, og find det, der vækker din nysgerrighed:
Styrk dine tarme
Tirsdag den 23. september handler det om tarme og sundhed. Her kan du møde professor Oluf Borbye Pedersen, der sammen med Mette Mølbak har skrevet bestselleren Professorens grønne energigrød. Bogen rummer både opskrifter og viden om, hvordan grød kan styrke tarmens mikrobiom. Der er ikke flere ledige billetter til at overvære foredraget i Kulturhus Måløv.
Kom ned under havet
”Havets kollaps og vejen tilbage” er titlen på det andet foredrag, som finder sted tirsdag den 7. oktober. Professor i marin økologi og biogeokemi, Stiig Markager, gør os klogere på havets tilstand og udvikling gennem mere end 100 år. Det er gratis at deltage – bestil din billet til Kulturhus Måløv ved at klikke her.
Forædlingen af mennesket
I starten af 1900-tallet spillede biologien en central rolle i fremkomsten af arvehygiejne og eugenik. I dag stiller genterapi og genetiske tests nye etiske spørgsmål – f.eks. når vi bliver syge, får børn eller vælger dem fra. Zoofysiolog Tobias Wang sætter fokus på emnet tirsdag den 21. oktober. Tryk her for gratis billetter og mere information om foredraget.
Stamtræet vokser
Menneskets evolutionære stamtræ har i de senere år vokset sig større. Tirsdag den 28. oktober kan du i Kulturhus Måløv følge foredraget ”DNA og fossiler udvider vores stamtræ”.
Her kan du høre om genetiske undersøgelser af forhistorisk DNA, der afslører ukendte møder mellem tidlige menneskearter – og om arkæologiske fund, der fortæller, hvad de faktisk foretog sig. Læs mere og få billetter her.
Et af de store spørgsmål
Kan vi finde liv uden for Jorden? Det undersøger astrokemiker Liv Hornekær og astrobiolog Kai Finster tirsdag den 11. november.
I Kulturhus Måløv kan du følge med, når de dykker ned i det store spørgsmål om liv i universet. Billetter er gratis – bestil dem her.
Bliv klog på kunstig intelligens
Kunstig intelligens er på rekordtid gået fra science fiction til en integreret del af vores hverdag. Men hvor fører det hen – og hvordan virker det egentlig?
Tirsdag den 18. november fortæller professor i datalogi Kasper Green Larsen og professor i antropologi Andreas Roepstorff om kunstig intelligens, set med hjælp fra deres egen ægte intelligens. Du kan igen følge med fra salen i Kulturhus Måløv – hent dine billetter her.