Hent en Solsikkesnor på biblioteket
Solsikkesnoren gør det usynlige handicap synligt
Af Helle Trolle
Nu kan du få udleveret en Solsikkesnor på Ballerup Bibliotek, i Kulturhus Måløv og i Skovlunde Kulturhus.
Når du bærer Solsikkesnoren, gør du dit usynlige handicap synligt, så andre mennesker kan se, at du muligvis har brug for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.
Solsikkesnoren kan bæres af alle, der lever med et usynligt handicap.
Et usynligt handicap kan dække over mange forskellige udfordringer.
Det kan bl.a. være ADHD, autisme, hjerneskade, angst og demens, men også syns- og hørehandicaps eller fx ordblindhed.
Alle er velkomne på Ballerup Bibliotekerne uanset handicap, og vores medarbejdere er uddannet i, hvordan man bedst kan hjælpe en Solsikkebruger.
Hvis du ønsker en Solsikkesnor, skal du bare henvende dig til personalet, så udleverer vi Solsikkesnoren gratis og uden spørgsmål.
Velkommen på biblioteket.
Du kan læse mere om Solsikkeprogrammet her.