Ny lektiecafé skal give unge ro og plads til at blive bedre til matematik
Har du lyst til at gøre en forskel for børn og unge? Vi søger frivillige til vores nye lektiecafé, hvor vi i første omgang tilbyder hjælp til matematik – og på sigt også gerne vil tilbyde hjælp til dansk og læsning.
Af Morten Lykke Larsen
Matematik kan være et svært fag i skolen. For nogle elever kan udfordringerne blive så store, at de mister troen på deres egne evner. Nu bliver det lettere at få hjælp til matematikken.
På Ballerup Bibliotek åbner vi i samarbejde med nonprofitorganisationen Matematikcenter en ny lektiecafé, Café Fordybelsen, hvor børn og unge kan få gratis faglig støtte.
I lektiecaféen hjælper frivillige elever individuelt eller i mindre grupper. Her er der tid, ro og plads til at stille spørgsmål og arbejde med det, der er svært – uden karakterer, præstationspres eller krav om at kunne det hele på forhånd.
Café Fordybelsen er også et sted, hvor man kan læse en bog eller arbejde med sine skoleopgaver i rolige omgivelser.
Lektiecaféen er for elever fra 6. klasse til A-niveau og åbner torsdag den 17. september. Herefter er der åbent hver torsdag kl. 15–17 på Ballerup Bibliotek.
Vi søger frivillige
I første omgang er det matematik, der er på programmet i Café Fordybelsen. Derfor søger vi frivillige, der er gode til matematik, og som har lyst til at hjælpe lokale unge med at blive mere sikre i faget.
Læs mere om at blive frivillig matematikhjælper
På sigt er ambitionen, at Café Fordybelsen også skal tilbyde hjælp til dansk og læsning. Derfor søger vi allerede nu frivillige, der har lyst til at hjælpe unge med at blive bedre til dansk og læsning.
Læs mere om at blive frivillig dansk- eller matematikhjælper