Gør en forskel: Hjælp børn og unge med lektier på Ballerup Bibliotek
Er du god til at lære fra dig? Vil du hjælpe børn og unge i Ballerup med at blive stærkere i dansk, matematik og læsning? Så bliv frivillig i Ballerup Biblioteks nye læringscafé “Fordybelsen” for elever i 6.-10. klasse.
Af Morten Lykke Larsen
“Fordybelsen” vil skabe et roligt fordybelsesrum for børn og unge til læsning og skoleopgaver hver torsdag kl. 15-17.
Hvad består den frivillige indsats af?
- Deltage i den ugentlige lektiecafé.
- Hjælpe eleverne med at få bedre styr på deres opgaver og spørgsmål i dansk, læsning og matematik.
- Skabe et trygt og roligt rum, der summer af aktiv fordybelse.
Oftest vil eleverne have deres egne lektier, opgaver eller læsematerialer med. Andre gange har de brug for hjælp til at tage hul på et nyt emne. Sammen med de andre frivillige guider du eleverne gennem opgaverne. Det er vigtigt, at eleven selv finder svarene. Du er der for at sikre, at eleven ikke arbejder i den forkerte retning, og for at hjælpe eleven med at løse opgaven bedst muligt.
Hvad får du ud af at være frivillig på Ballerup Bibliotek?
- Mulighed for at hjælpe børn og unge til at styrke deres evner i dansk, læsning og matematik.
- Et hyggeligt fællesskab med andre frivillige i en aktiv videns- og kulturinstitution.
- Erfaring i at lære fra dig.
Hvad forventer vi af dig?
- At du har lyst til at hjælpe målgruppen med matematik, dansk, læsning, opgaveskrivning m.m.
At du vil være med til at skabe rolige og hyggelige rammer for byens børn og unge i vores nye fordybelses- og læringsrum.
- At du er engageret og glad for at arbejde med børn og unge.
- At du kan formidle dansk/læsning og/eller matematik til børn og unge på en ligefrem og virkelighedsnær måde.
- At du kan afsætte to timer hver torsdag.
Praktisk info
Lektiecaféen foregår hver torsdag kl. 15–17 på Ballerup Bibliotek, Banegårdspladsen 1 fra torsdag den 10. september 2026.
Vi håber, at du vil være med til at skabe rolige og hyggelige rammer for byens børn og unge i vores nye fordybelses- og læringsrum.
“Fordybelsen” bliver til i et samarbejde mellem Ballerup Bibliotek og foreningen Matematikcenter, der tilbyder gratis matematikhjælp til børn og unge.
Ønsker du at blive matematikhjælper, kontakt:
Emil Fosgaard Lund på info@matematikcenter.dk
Ønsker du at blive frivillig hjælper til dansk og læsning, kontakt:
Louise Nabe, litteratur- og kulturformidler for børn, på lona@balk.dk
Vi glæder os til at høre fra dig.
Bemærk, at vi indhenter børneattest på alle vores frivillige.
Få yderligere information om at være frivillig på Ballerup Bibliotekerne ved at klikke her.