Arrangementer for børn

Tøm en boghandel på fem minutter: Mød den heldige vinder

Der var frit valg på hylderne i Bog & Idé, da 11-årige Vasudha skulle forvandle sin præmie i Sommerbogen til bøger, brætspil og tegneudstyr.

Af Morten Lykke Larsen

Tøm en boghandel på fem minutter.

Sådan lød præmien, som 11-årige Vasudha fra Skovlunde vandt, da Ballerup Bibliotekerne i sidste uge trak lod blandt alle deltagerne i læseudfordringen Sommerbogen.

”Jeg hoppede op og ned, da jeg fik at vide, at jeg var vinderen,” siger Vasudha begejstret.

Onsdag eftermiddag var det endelig tid til, at Vasudha skulle indløse præmien i Bog & Idé i Ballerup Centret. Hun havde fem minutter til frit valg på hylderne - dog med den regel, at det samlede beløb ikke måtte overstige 1.500 kroner.

Vasudha valgte bl.a. brætspillet Vildkatten, tegneudstyr og bøgerne ’Alice i Eventyrland’, ’ Percy Jackson & lyntyven’ og ’Tom Sawyers eventyr’ af Mark Twain. Solide bogvalg, må man sige!

Sommerbogen er en landsdækkende konkurrence, der giver børn mulighed for at læse masser af spændende litteratur i sommerferien. Bag konkurrencen står De Danske Børnebiblioteker, som har som mål at give børn læseoplevelser, der både underholder og inspirerer.

Tæt på 300 børn deltog i konkurrencen på bibliotekerne i Måløv, Skovlunde og Ballerup. 

Klik her for at se en facebookvideo af, hvordan det så ud, da Vasudha fik frit valg på hylderne i butikken.