Pia anbefaler
Pia har været i praktik på biblioteket og deler sin læseglæde
Af Helle Trolle
Jeg har altid fået at vide, at man skal læse, fordi man har lyst, og ikke fordi man skal.
Det har jeg taget til mig. Derfor læser jeg mange forskellige slags bøger, og det kan være både skønlitteratur og faglitteratur.
Jeg har næsten lige læst en lille, kort klassiker: George Orwells "Animal Farm"/"Kammerat Napoleon", og den gjorde stort indtryk på mig.
Animal Farm/Kammerat Napoleon
Dyrene på hr. Jonas' gård gør oprør og tager magten. I front står grisene med ideen om, at alle dyr skal være lige.
Men efterhånden som tiden går, bliver både grisene og resten af gården korrumperet, og snart er det svært at se forskel på dyr og mennesker.
Læsningen af bogen har sat mange tanker i gang hos mig, bl.a. en positiv refleksion og sandhedens uforgængelighed.
Selvom dyrene bliver manipuleret af grisene, har sandheden en måde at genopstå på.
Revnerne i grisenes løgne bliver tydelige over tid, og virkeligheden af grisenes forræderi bliver subtilt genkendt af de andre dyr, selvom det ikke nødvendigvis bliver anerkendt åbent.
Sandheden har en vedvarende styrke, der ikke kan udviskes helt, selvom det kan tage tid.
Hvis du ikke har læst den allerede, så prøv den! Det er en meget interessant roman, som er både samfundssatirisk, skarp, kritisk og ikke mindst morsom.
Lev mere, tænk mindre
En anden bog jeg har læst for nylig er fagbogen "Lev mere, tænk mindre" af psykolog og forfatter Pia Callesen.
Den er skrevet i et let læseligt sprog, selvom det er en faglitterær bog.
Jeg fik lyst til at læse den, da jeg synes, at bogen har et godt budskab, nemlig at vi skal blive bedre til at leve mere, opleve verden, handle i stedet for at tænke og analysere. På den måde viser Pia Callesen os, hvordan vi med de rette redskaber kan vinde kontrollen over vores tænkning og få livsglæden tilbage.