Tyrkisk litteratur: Mød sultanen, mesterbyggeren og mystikeren
Af Morten Lykke Larsen


På Ballerup Bibliotekerne har vi bøger, som bagere har kager i glasmontre.
Vi har netop suppleret samlingen af tyrkiske bestsellerbøger, og vores kollega Hakan Gokmen giver her en kort guide til de nye titler på hylderne.
Yunus Emre (ca. 1238–1320) var en indflydelsesrig tyrkisk folkepoet og sufimystiker, der var med til at præge den spirituelle retning i tyrkisk litteratur. I hans poesi kredser han om himmelsk kærlighed, menneskelig tolerance, ydmyghed og åndelig oplysning.
Evliya Çelebi (ofte kaldt “den tyrkiske Marco Polo”) rejste vidt og bredt i 1600-tallets verden. I sit berømte værk Seyahatnâme (Book of Travels) beskrev han byer, folk, traditioner, mad, musik og arkitektur – både eventyrligt og detaljeret. Værket er i dag en uvurderlig kilde for historikere, lingvister og kulturforskere.
Mehmed 2., også kendt som “renæssancesultanen”, inviterede italienske portrætmalere som Bellini til sit hof, interesserede sig for geografi, deltog i filosofiske debatter og beherskede mindst seks sprog – heriblandt latin og græsk. På sit bibliotek havde han blandt andet Homers værker, og han var selv en dygtig digter.
Arkitekt Sinan var en dygtig arkitekt, der levede i det 16. århundrede. Han opførte æstetiske bygninger og konstruktioner, som var storslåede og akustiske. Fun fact: Det siges, at hans kupler, der frembragte en fremragende akustik i bygningerne, var så gode, at en tysk fysiker i 1800-tallet forsøgte at tage æren for opfindelsen.
Orkhon-runerne
De gamle tyrkere brugte et skriftsystem – Orkhon-runerne – som mindede om de nordiske vikingeruner. I 1893 lykkedes det den danske sprogforsker Vilhelm Thomsen at tyde inskriptionerne. Selvom der ikke findes bevis for tæt kontakt mellem vikingerne og de gamle tyrkere, mener nogle historikere, at de kan have haft indirekte forbindelse via handel og krigsførelse.
Under billedet kan du finde masser af spændende bøger og artikler. Hvis du leder efter materialer, som Ballerup Bibliotekerne ikke selv har, findes de sikkert på bibliotek.dk eller i vores Digitale baser A-Å.
Af Hakan Gokmen / Morten Lykke Larsen