Stigende udlån på Ballerup Bibliotek – juli satte rekord
En krimi på stranden eller en historisk roman i sommerhuset? For mange danskere er sommerferien lig med gode læseoplevelser på linje med isvafler i solen og Tour de France på skærmen.
Af Morten Lykke Larsen

Denne sommer har læselysten været ekstra stor. På Ballerup Bibliotek blev der i juli måned udlånt hele 28.077 fysiske materialer – alt fra bøger og magasiner til tegneserier og brætspil.
Juli er den måned på året, hvor bibliotekets udlånsmaskiner bipper allermest. Det er dog ikke kun om sommeren, at bøger og andre materialer forlader bibliotekshylderne for at komme ud i den friske luft og med hjem til borgerne i Ballerup Kommune. Hen over det seneste år er udlånet på Ballerup Bibliotekerne vokset med næsten seks procent.
Ballerup Bibliotek er ikke alene om den udvikling. På landsplan blev der i 2024 lånt 23,6 millioner fysiske bøger på folkebibliotekerne - en stigning på 5,4 procent i forhold til året før, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til, at hver borger i gennemsnit lånte fire bøger på biblioteket.
Det er ikke kun antallet af udlån, der stiger. I 2024 blev der registreret 32,5 millioner besøg på landets folkebiblioteker - en vækst på 4,5 procent i forhold til året før.