Tech-teket

Bliv klar til Halloween med Tech-teket

Uhyggen spreder sig, også i Tech-teket. Se hvordan du kan designe Halloween pynt i vores maskiner.

Af Pernille Just Kyvsgård

Tags

halloween Tech-teket

Vores dygtige kollega Andrea har designet nogle Halloween-motiver til en efterårsferieaktivitet vi havde i Tech-teket. De blev så fede, at vi fik lyst til at se, hvor meget vi kunne bruge samme design til: 

Halloweenkæde:

Pris: 10 kr (startpris for laserskærer).  
Materiale: Akrylrester

Brug dine Halloween-motiver til at lave en halloweenkæde i vores akrylrester. 
Det eneste du skal tilføje er nogle huller til en snor. Vi har brugt noget gennemsigtigt fiskesnøre. 

Halloweensmykker:

Pris: 10 kr. (startpris for laserskærer) 
Materiale: Akrylrester. 

Hvis I har huller I ørerne, er små halloweensmykker også en oplagt mulighed. Her har vi lavet øreringe af motiverne. Vi har brugt ørekroge, og derfor skulle motiverne også have huller her. Som I kan se, glemte vi hullerne i græskarrene, så de hænger lidt skævt. 

Vinduespynt

Pris: 50 kr. 
Materiale: Gennemsigtigt vinduesvinyl 

Vi har printet motiverne ud på vinyl, så vi kunne lave vinduesstickers. Her valgte vi at farvelægge motiverne inden og printe det på gennemsigtigt vinduesvinyl, så man kunne se farverne fra begge sider. 
En anden mulighed ville være at skære alle motiverne ud i hvidt eller sort vinduesvinyl som silhouetter. 

T-shirttryk:

Pris: 50 kr. 
Materiale: Tekstilvinyl

Motivet kunne også bruges som t-shirt tryk til et kostume. 
Her har vi brugt vores glow-in-the-dark tekstilvinyl til at lave en t-shirt til et piratkostume. Til kostumet har vi også valgt at 3D printe nogle piratmønter. 

Det skal her bemærkes, at vores Glow-in-the-dark materiale kan være svært at montere, og vi har brugt en del forsøg. Andre materialer er nemmere at have med at gøre.

Reflekser: 

Pris: 30 kr. 
Materiale: Refleksvinyl og fluorescerende akryl. 

Hvis I skal ud og lave ballade til Halloween er det vigtigt at kunne blive set. Vi har her lavet nogle reflekser, som du kan designe til Halloween i Måløv, så byens børn kan være sikre i trafikken til Halloween.

Skabeloner til papirklip: 

Pris: 20 kr. 
Materiale: Gråpap. 

Hvis I mere er til en stille Halloween-aktivitet ved køkkenbordet med papir og saks, men mangler noget at klippe efter, kan man også bruge sit motiv til at lave skabeloner. Vi har lavet nogle eksemplarer af vores, som I også kan finde til Halloween i Måløv. 

Lidt spas: 

Inspireret af vores halloween-leg fik vi lyst til at lave lidt sjovt i vores 3D printere også. 

Her har vi bl.a. printet et dødningehoved i vores glow-in-the-dark filament, et græskarslikkrukke (obs. PLA er ikke fødevaregodkendt, så kan kun bruges til indpakket slik) og et pikachugræskar fyrfadsholder til elektriske fyrfadslys. 

Mulighederne er mange, så kig forbi og være med til at gøre Halloween til din næste yndlingshøjtid med Tech-teket. 
Vi har sørget for materialer i de klassiske Halloweenfarver og er klar til at hjælpe med inspiration, programmer og maskiner.