Litteratur

Fra bøger til bazar: Din guide til Konya fra lænestolen

Oplev Konya fra din lænestol med spændende bøger og artikler - og bliv inspireret til din næste rejse til den tyrkiske by.

Af Hakan Gökmen

Hakan fra Ballerup Bibliotek, som har tyrkiske rødder, guider dig til de mange steder i og omkring Konya, der er et besøg værd – enten som turist eller gennem litteraturen. 

Rumi (Mevlana)
Mange, der rejser til Konya, bruger deres ferie på at shoppe, spise – og fortsætte videre på strandferie i en anden by. Men Konya er meget mere end det.

En af byens mest populære destinationer er Mevlana-museet, hvor Rumis mausoleum ligger. Rumi var sufimystiker og digter og fik afgørende betydning for tyrkisk-islamisk litteratur. Han stod for en tolerant livsfilosofi, som byggede på fredelig sameksistens mellem forskellige folk.

Hvert år afholdes Mevlana-festivalen, hvor man kan opleve hvirvlende dervisher og lytte til musik og digte af Rumi. I denne periode bliver byen også oplyst af farverige lysguirlander.

Alâeddin-højen
Konya har tidligere været hovedstad i Seldsjukkeriget (1077–1308), og byen rummer stadig mange prægtige monumenter fra denne periode.

På Alâeddin-højen, som ligger i centrum, har der engang stået et palads fra seldsjukkertiden. Paladset eksisterer desværre ikke længere, men moskeen, som blev bygget i 1200-tallet og er præget af tidens imponerende arkitektur, står stadig.

Højen er ikke kun historisk interessant. Den rummer også en park og en café, som er populære blandt både lokale og turister. Desuden er selve højen verdens næststørste rundkørsel.

Sille
Sille er en historisk bydel cirka 8 km nordvest for Konyas centrum. Stedet er kendt for sin rige kulturarv og unikke arkitektur og har rødder, der går mere end 2.000 år tilbage.

Bydelen har gennem århundreder været et vigtigt sted for både kristne og muslimer, som levede fredeligt sammen. Her ligger Aya Eleni, en østromersk kirke fra år 327, bygget under kejser Konstantin.

Sille består af traditionelle sten- og træhuse og er berømt for sine velbevarede bygninger og smalle gader. I dag er det et populært turistmål med restauranter, caféer og håndværksbutikker.

Çatalhöyük

Çatalhöyük er en af verdens mest berømte arkæologiske bopladser fra neolitisk tid og står på UNESCOs Verdensarvsliste. Den ligger cirka 50 km fra Konyas centrum.

Bopladsen har et moderne besøgscenter med udstillinger, flere tusinde år gamle malerier og et arkæologisk udgravningssted, som man kan udforske. Den er åben året rundt og giver besøgende en unik rejse tilbage til en tid, hvor civilisationen tog form.

Kvindernes Bazar
Udover de store shoppingcentre har Konya også historiske basarer. Bedesten er en af de mest kendte. Her finder man butikker med tekstiler, gaver, antikviteter, lokalt håndværk, krydderier, madboder og meget mere. Området rummer også nogle af byens prægtige historiske bygninger.

Kvindernes Bazars officielle navn er “Melike Hatun Çarşısı”, opkaldt efter Rumis datter. Oprindeligt var det en bazar, hvor kvinder solgte deres varer, men i dag er den åben for alle. Her kan man købe frisk frugt og grønt, lokale delikatesser, ost, krydderier, tørrede snacks og andre mejeriprodukter.