Et brev kom med posten og så...
Breve, postkort og korrespondancer i litteraturen
Af Cecilie Damgaard Morales Bondy
Et brev kommer med posten, og SÅ sker der ellers ting og sager. Du kan finde mange bøger her på biblioteket, der benytter sig af dette litterære kneb for at sætte handlingen i gang, fx den nye historiske roman "Postkortet" af Anne Berest.
Men når du først leder, kan du faktisk finde alle mulige slags breve i skønlitteraturen såvel som faglitteraturen.
Her er korrespondancer mellem elskende eller venner. Her er breve fra forældre til børn og omvendt. Og så er der også brevkasser og klagebreve at finde på bibliotekets hylder. Du kan få svar på, hvad de dødsdømte frihedskæmpere under Anden Verdenskrig skrev i deres afskedsbreve til familien eller hvad Napoleon skrev til sin elskede Josephine.
Hvad end du er til skønlitteratur eller faglitteratur, historie eller kærlighed, humor eller politik, så er der her på biblioteket en bog om breve, postkort eller lignende til dig.